Søren Christensen: Er vi for hårde ved Molslinjen? Nej, vi er for flinke

På Bornholms Tidende har vi generelt fået stor ros for vores dækning af Molslinjens indtog på Bornholm og de problemer, som færgeskiftet i sommer har givet bornholmerne.

Men der er også dem, der mener, at vi er FOR kritiske.

Blandt andre den tidligere journalist på DR og byrådsmedlem for Socialdemokratiet, Kjeld Pedersen fra Rønne. Han efterlyser en sober dækning i sit læserbrev i lørdags.

Jeg er ikke overraskende uenig med Kjeld Pedersen. Indimellem synes jeg tværtimod, at vi er for flinke. For her, hvor vi nærmer os et halvt år med Molslinjen og Express 1, tegner der sig for hver dag et tydeligere og tydeligere billede af, at Bornholm er blevet taget ved næsen.

Vi har fået billigere billetter. Ja. Tak for det til staten, der leverer et milliard-tilskud til driften. Vi har også fået et nyt billetsystem på nettet, der virker bedre end Færgens, men så er vi også ved at være der, er vi ikke?

I går satte Venstres borgmesterkandidat, kaptajnen fra Ibsker, Søren Schow, tingene på spidsen og i et passende relief, da han svarede på spørgsmålet, om den tidligere hurtigfærge Leonora Christina havde sejlet på en dag som i går, hvor det blæste 15-16 sekundmeter og bølgerne rejste sig til tre meter:

– Leonora havde sejlet. Det var i hvert fald ikke vejret, der havde holdt det skib i land, siger Søren Schow.

Og det er sagen i en nøddeskal og årsagen til, at jeg taler om, at Bornholm er blevet taget ved næsen: Vi har fået et dårligere produkt end det, vi havde i forvejen. En dårligere færge simpelthen, og jeg er bange for, at selv ikke en t-foil, en stabilisator, kommer til at ændre på det.

Skal vi så være tilfredse med det? Nej, selvfølgelig skal vi ikke det! Skal vi så holde op med at forholde os kritisk til det? Nej! Og skal vi tro på det, når politikerne eller andre siger, vi er nogle brokkerøve? Nej! Nej! Nej!

Den bornholmske infrastruktur er kun blevet bedre og bedre i årenes løb. Indtil den 1. september. Med Express 1 er vi banket 10-15 år tilbage i udviklingen.

Hvordan flugter den kendsgerning med ”det nye Bornholm”?

56 aflysninger er det blevet til i skrivende stund, og dertil kommer den fornemmelse, som mange bornholmere har: Express 1 manøvrerer dårligere, end Leonora gjorde, i uroligt vand. Passagererne bliver mere syge. Simpelthen.

Og nej. Det er ikke medarbejdernes skyld. Mange af de ansatte hos Molslinjen var også ansat hos Færgen, og de kan deres håndværk.

Men hvad nytter det, når redskabet, når færgen, når Express 1, ikke egner sig til Østersøen. Eller i hvert fald ikke egner så godt, som den tidligere færge gjorde det.

I det faktum ligger problemet begravet.

Og så vælger jeg i denne omgang at danse let hen over et andet problem med Molslinjen, nemlig at virksomheden har hjemme i Aarhus og har valgt en ”ikke-politik”, når det handler om samarbejde og støtte til bornholmske virksomheder og foreninger.

I øvrigt skriver Kjeld Pedersen, at Tidende har monopol på Bornholm. Uha, gid det var så vel, Kjeld.

Tværtimod befinder vi os i den hårdeste konkurrence på nyheder, et dansk dagblad i Danmark kan tænkes at finde sig selv i med konkurrence fra de to store, statsstøttede medievirksomheder, nemlig DR og TV2 Bornholm.