Team Bornholm: Vi har slået rekord hvert år i fem år

– Vi synes også, det ser ganske fornuftigt ud og kan også glæde os over fremgang i bookingerne i forhold til 2018.

Det siger Jacob Lund, direktør hos ferieudbyderen Team Bornholm.

– Hvor tyskerne er hovedmarkedet på sommerhusområdet, er vores hovedmarked med de ferielejligheder, vi har, Skandinavien. Men vi mærker også effekten af de lavere færgepriser, så der er ingen tvivl om, at samlet set vil Bornholm komme til at opleve en vækst i antallet af turister i 2019. Det tror jeg på.

Direktøren peger på en vigtig faktor, som han ikke mener, man skal underkende:

– Vi havde jo en fantastisk sommer sidste år, og den får vi også glæde af i år. Men i år er der heller ikke, som sidste år, optræk til overenskomstforhandlinger, der trækker ud, som vi så det i 2018. Det kostede rigtig meget sidste år, fordi salget gik i stå. Også af den grund ser vi frem til årets sæson. Det hele sammenlagt med det brand, som Bornholm har i dag, tror jeg betyder, at vi får en rigtig fornuftig sæson. Det tegner det til, selv om der kan ske rigtig meget endnu.

Og når Novasol tror på rekord i år, hvad siger du så?

– Det havde vi i Team Bornholm også i 2018 og i -17 og i -16 og i -15 og i -14. Vi har haft en stigning hvert eneste år, og det kan vi formentlig også få i 2019, siger Jacob Lund.

Han tror også, at når Molslinjen dels har billigere priser og dels har åbnet for tysklandsruten året rundt, kan det medføre, at der er flere turister uden for højsæsonen, hvilket kan få flere til at holde åbent på de tidspunkter – hvilket igen gør Bornholm mere interessant.

– Vi kunne se det sidste efterår. Vi kom længere ud i september, inden kurven for alvor knækkede. Og den tendens har vi set de seneste to-tre år, siger han.

– Det er interessant, for til sidst kan vi måske binde sløjfe helt hen til efterårsferien, hvilket i princippet er målet.

Læs også: