Så tænker kaninen ‘det bestemmer du ikke’

Bornholms tre bedste kælekaniner blev søndag fundet på Bornholms Racekaninforenings vinterudstilling, hvor Søndermarkshallen dannede ramme hele weekenden.

Også 12 nye bornholmske mestre i kaninhop blev kåret. 12 fordi kaninerne stillede op i 12 forskellige klasser, hvor begynderkaninerne hoppede over forhindringer på højst 28 centimeter, mens elitekaninerne blev mødt med forhindringer i op til en halv meters højde.

– Det er jo et levende væsen. Du kan have en super kanin, der bare ikke vil hoppe. Du kan også tænke ”Den her bane klarer jeg let”, og så tænker kaninen ”Det bestemmer du ikke”, fortæller Nina Poulsen, der er erfaren udi at hoppe med kaniner.

– Det er også sjovt, når der kommer nye børn, der skal lære at hoppe med kanin. Enten synes man, at det er sjovt, eller også synes man, at det er noget mærkeligt noget, siger hun.

Både Nina Poulsen og hendes datter blev bidt, og i dag ejer de 28 hopkaniner. Klubbens formand Jesper Tranberg ejer omkring 50. Dem har han i en stald, så de også kan gå frit ind og ud. Kaniner har været en del af hans liv i 20 år.

– Du har mere personlighed i en kanin end i en høne eller en due. Du finder ikke to kaniner, der er ens, siger han.

Nina Poulsen gør sig klar til hopbanen med syv et halvt år gamle Maybe, der går gennem sit første gennemløb på banen uden fejl. Maybe stiller op i veteranklassen og lever op til, hvad Nina Poulsen forventede af ham.

– Ok ja, han kan sagtens, siger hun.

Dommer langvejs fra

Dommerne er iført hvide kitler, der først får dem til at ligne slagtere. Blandt dem er Jørn Schmidt, der er kommet hele vejen fra Bevtoft i Sønderjylland. Dommerne kommer udefra, og blandt deltagerne kommer nogle også fra Sjælland.

– Det er spændende og sjovt, og så er det en aktiv hobby, hvor man møder en masse dejlige mennesker og får gode venner, siger Jørn Schmidt.

Jørn Schmidt har bedømt kaniner i 15 år. Gennem alle årene er han kommet til Bornholm en eller to gange om året. At bedømme kaniner foregår efter strenge internationale forskrifter, kan han fortælle.

– Vi kigger efter racens karakteristika, pelsstrukturen, farven, kropsformen, og hvordan den sidder og præsenterer sig, siger Jørn Schmidt.

– At avle kaniner er i princippet det samme som at avle travheste. Det er bare meget nemmere, fordi kaninerne får mange flere unger. At avle er ligesom at have et fodboldhold. Man spiller bare alle pladserne selv, siger han.

Tilbage hos Nina Poulsen kan den erfarne kaninhopper fortælle, at Maybe lige er blevet bornholmsmester i veteranklassen for kaniner over fem år. Som den eneste gik Maybe gennem begge gennemløb af banen uden fejl.

– Han har hoppet over 50 centimeter, men det gider han ikke længere. Her skulle han kun hoppe over 35 centimeter, fortæller Nina Poulsen.

– Bornholmsmesterskabet er årets højdepunkt, også fordi der kommer nogle ovrefra. Ellers træner vi bare eller holder konkurrencer for sjov.