Byting foreslår boliger i Karetmagergården

Mens kommunen drømmer om 1.200 nye boliger på ti år, kommer Hasle Byting både til at melde Karetmagergården, havnen, den gamle tekniske skole og flere andre konkrete steder ind som mulige steder at placere nogle af de nye boliger, som Hasle rigtig gerne vil have del i.

Det fortæller Hasle Bytings formand Kaj Erik Mortensen efter bytingets åbent hus-arrangement fredag eftermiddag på rådhuset.

Her brugte et par håndfulde både nye og gamle borgere en del tid på at drøfte Hasles mulige bidrag til kommunens nye boligpolitik, der er i offentlig høring frem til på fredag.

– Overordnet mener vi, at der er mangel på boliger i vores område. Vi finder det utrolig vigtigt at få tilflyttere til, hvis vi skal bevare vores service, altså skole, børnehave og handelsliv, siger Kaj Erik Mortensen.

– Vi har længe satset på, at vi skal være tilflytterby for unge familier, og vi synes, det er meget uheldigt, hvis unge med børn søger mod Rønne, fordi de ikke kan få noget tilbudt her.

Fem boliger i Karetmagergården?

Mest prominent blandt Hasle Bytings idéer er at bygge Karetmagergården om til boliger.

Kommunen ejer allerede den historiske bygning, der blev opført som gård helt tilbage i det 17. århundrede og gjort til karetmagerværksted i 1885.

– Karetmagergården er lukket ned og har ligget brak et par år, fordi kommunen har sat en helt urealistisk høj pris. Her kan kommunen måske tænke lidt kreativt, for man kan måske godt lave et lille bofællesskab i Karetmagergården, siger Kaj Erik Mortensen.

– Der ligger nogle klausuler, og det kan heller ikke blive til så mange boliger. Men hvis hovedhuset bliver renoveret og kan indgå, kan det godt blive til nogle stykker: Et par boliger i et renoveret forhus og nogle på hver sin side af det, siger han.

Hasle Byting ser behov for mange forskellige slags boliger og betragter mangfoldighed som et nøgleord, fortæller Kaj Erik Mortensen.

Dermed går Hasles udspil samme vej som sidste uges borgermøde om boligpolitikken i Aakirkeby-Hallerne.

– Vi har jo områder, der er udlagt til boliger. Der er muligheder for både parcelhuse og andet, og vi tror, at vi skal tænke bredt og mangfoldigt, siger Kaj Erik Mortensen, der også har flere mulige konkrete steder i tankerne:

– Vi kan skyde genvej til nye boliger, hvis man kan forny noget af det, der allerede er her. Det kunne også være den gamle tekniske skole, der stadig er til salg. Der kan jo også laves boliger, siger han.

Samme mulighed ser Hasle Byting på grunden ved Brobækkegård, hvor kommunen var lige ved at placere det nye plejecenter, der nu er blevet udskudt et par år.

– Grunden ved Brobækkegård kan udvides, hvor der ligger nogle kolonihaver. Her kan der både være bofællesskaber og almene boliger, siger Kaj Erik Mortensen.

Også havnen kan komme i spil

Endnu en mulighed for nye boliger ser Kaj Erik Mortensen på havnen i Hasle.

– Vi snakkede også om havnen, hvor der er to store grunde: Dels siloen og dels hvor Havnekroen blev revet ned. Det kan man måske godt lave noget på, og det er jo i hvert fald atraktivt. Der er muligheder på havnen, og det kan også gavne handelslivet, også hvis en del af det bliver flexboliger, siger han.

Hasle er også helt parat til almennyttige boliger, hvor bytinget beder boligselskabet Bo42 om også at kigge i andre retninger end de to, som blikket nu hviler på.

– Vi er lidt skuffede over, at Bo42 kun satser på Rønne og Svaneke. Jeg tror, at de også skal vende blikket mod Hasle, for hvis der er et behov for boliger i et andet område, skal de vel også tænke på hele Bornholms interesser, siger Kaj Erik Mortensen.

Flere idédage

Åbent hus-arrangementerne fortsætter indtil videre i rådhuset på den første fredag i hver måneden. Næste gang bliver den 1. februar.

– Møderne her er en god anledning til at drøfte ting. Jeg synes, at det er vigtigt, at både nye og gamle beboere kan komme med idéer og være med til at diskutere ideer, siger Kaj Erik Mortensen.