Nexøs butikker holder fast i fælles udsalgsdag

Det er efterhånden blevet en tradition, at Nexøs butikker går sammen og starter fælles udsalg i januar. Og skal man have del i det, er det på søndag, at bilen skal vendes mod Nexø, hvor butikkerne i den anledning holder søndagsåbent.

– Starten går på søndag. Rigtig mange af byens butikker har åbent, og der er mange penge at spare, forsikrer Anita Bech, Zjoos Nexø og bestyrelsesmedlem i Erhvervsgruppe Øst.

Erhvervsgruppen mener, det fælles udsalg er en fordel både for kunderne og for de handlende selv.

– Fælles-udsalgsdagen i Nexø er en rigtig stor handelsdag. Det gavner os alle, at vi står sammen og har fælles udsalg, for jo mere vi kan tilbyde, jo flere mennesker kommer til byen. Så vi glæder os til at se en masse udsalgslystne bornholmere fra hele øen i Nexø på søndag, siger Anita Bech.

Butikkerne i Nexø har stået sammen om at kickstarte udsalget med en fælles udsalgssøndag siden 2014, og det er dermed sjette gang, der er fællesudsalg.

Kunderne tog allerede fra første år godt imod tilbuddet om at kunne gå på udsalg om søndagen og købe ind, når de selv har fri fra arbejde, og udsalgs-søndagen trækker mange til Nexø på jagt efter blandt andet billigt tøj og sko.