Foreninger går sammen: Mistrivsel i skolen skal under lup

Børn med særlige behov modtager ikke den støtte, som de har brug for i folkeskolen.

Det mener de bornholmske afdelinger af Autismeforeningen, ADHD-foreningen og Epilepsiforeningen, som nu vil afdække hvor mange børn, der ikke trives i skolen på Bornholm.

Ifølge foreningerne bliver området underprioriteret, da Bornholms Regionskommune ikke har præcise tal på, hvor stort problemet med mistrivsel i folkeskolen er. Et spørgeskema er derfor både sendt ud til foreningernes medlemmer samt til forældre med børn, der ikke er blevet udredt.

– Vi håber, at vi med undersøgelsen kan få nogle tal, som skoleforvaltningen er nødt til at forholde sig til, siger næstformand i Autismeforeningen på Bornholm Karina Bundgaard.

Hun har selv haft problematikken tæt inde på livet. To af hendes børn lider af autisme og har længere perioder, hvor de er fraværende fra skolen.

– Alle børn vil rigtig gerne gå i skole, uanset hvilken baggrund de har, men der er nogle børn, der ikke kan gå i skole. Vi oplever, at der mangler en forståelse, viden og anerkendelse af, at man godt kan være anderledes, men stadig have brug for at kunne fungere i skolen. Vi kan ikke alle puttes ned i samme kasse, men det er dét, man gør i folkeskolen i dag, siger Karina Bundgaard.

De tre foreninger efterspørger først og fremmest en dialog med skoleforvaltningen om problematikken:

– Vi ser gerne en øget opmærksomhed omkring, hvad det betyder, at have et neurologisk handicap, som for eksempel autisme, ADHD eller at være ramt af epilepsi. Fraværet handler ikke om pjækkeri, men om andre meget mere alvorlige ting, og det kan man ikke blive ved med at negligere, siger næstformanden.

I denne uge blev otte lærere i de bornholmske folkeskoler afskediget på grund af faldende elevtal. Samtidig blev seks pædagoger og pædagogmedhjælpere bedt om at gå ned i tid. En beslutning, som Karina Bundgaard kalder ”uhyggelig”:

– Det er ganske uhyggeligt, at man nu skærer ned på personalet, for det er relationerne til lærere og pædagoger, som børnene er afhængige af i skolen.

Skolechef: Alle gør deres bedste

Chef for Center for Skole Espen Fossar Andersen afviser imidlertid, at der ikke skulle være tilstrækkelige ressourcer i folkeskolen til at tage sig af børn, der mistrives.

– Man gør alt, hvad man overhovedet kan for at imødekomme børn med særlige behov. Vi har et godt samarbejde med PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, red.) og Center for Børn og Familie. Selvfølgelig kan vi altid gøre ting bedre, og vi skal ikke læne os tilbage, men jeg er ret overbevist om, at man gør alt, hvad man kan, siger centerchefen.

– Man laver individuelle handleplaner for hvert enkelt barn i de almene skoler, som er samstemt med PPR, forældrene og skolen, hvor man siger: ”Hvad er det for et undervisningstilbud, som det her barn har brug for?” Så forsøger man at strikke det sammen til barnet. Skolerne har jo kun en interesse i at møde barnet, der hvor det er, tilføjer han.

At der ikke skulle foreligge tal for, hvor stort et antal børn, der mistrives i folkeskolen, afviser Espen Fossar Andersen. Han påpeger, at der hvert år gennemføres trivselsundersøgelser for elever i alle skoler.

– Elever med særlige behov er med i den samlede undersøgelse, og vi er optaget af, hvordan de trives i ligeså høj grad, som hvordan alle andre børn trives, men vi skiller dem ikke ud som særskilt gruppe, siger centerchefen, som anerkender, at der kan være tale om et mørke tal for gruppen af børn, der endnu ikke er blevet udredt.

– Men min pointe er, at uanset statistik og tal, så er alle skoler opmærksomme på barnets trivsel, uanset om der er en diagnose hæftet på barnet eller ej.

Autismeforeningen stiller sig kritisk over kommunens beslutning om at skære ned på personalet i folkeskolen, når børn med særlige behov netop er afhængige af at danne relationer til lærere og pædagoger. Kan du forstå synspunktet?

– Når vi skærer ned på personalet er det ud fra, hvor mange børn, der går i folkeskolen. Vi justerer personalet, så det svarer til det antal børn, der går i folkeskolen. Det har ikke noget at gøre med, at vi skærer ned i forhold til de børn, der har særlige behov.

De tre foreninger er først og fremmest interesserede i en dialog med skolerne og kommunen om gruppen af elever med særlige behov. Er det realistisk?

– Jeg hilser dialog velkommen og vil meget gerne snakke med foreningerne. Tingene er nuancerede, og det handler om samarbejde og dialog – ikke at sige, at den ene har skyld i det hele, for alle gør det så godt, de kan, afslutter han.