De kan mere end at synge: Pigerne slår sig løs på JazzCamp

På Svanekegaarden lægger man lige nu op til den kommende ”JazzCamp for Piger” mellem 10 og 15 år, der finder sted i februar.

Sammen med Kulturskolen inviterer Svanekegaarden bornholmske piger med spillelyst til fire dages samspil og musikundervisning, hvor fokus ligger på fællesskab og inspiration.

– Ifølge deltagernes musikunderviser sidste år, Allan Werenberg, gav det dem virkelig noget drive og noget mod til at være mere åbne over for musikken, forklarer Mie Hjort fra Svanekegaarden.

– De havde det simpelthen så sjovt, at de nok tør slå sig lidt mere løs.

For at styrke kontakten til en kommende generation af brugere på Svanekegaarden, har man altså valgt at gentage det landsdækkende koncept JazzCamp for Piger igen i 2018.

Allerede nu har Svanekegaarden, i samarbejde med Kulturskolen, musikundervisning tre dage om ugen for børn og unge.

Der undervises i samspil om mandagen, klaver og violin om tirsdagen og tromme om onsdagen.

For at udvide brugergruppen

Det er ikke ligefrem for Svanekegaardens faste brugere?

– Nej, det er også derfor, vi gør det. Vi vil gerne have dem til at blive en del af vores brugergruppe. Af samme grund har vi for eksempel også haft en del børneteater i huset.

I december lagde Svanekegaarden desuden scene til et nyt tiltag; en ”Up Coming koncert” med gymnasietbandet Out of Mind.

– Der havde vi jo stuvende udsolgt, og vi havde en fest hernede, fortæller Mie Hjort, og konstaterer at

Svanekegaarden kommer til at lave to eller tre af den type koncerter i 2019.

– De (unge bands.red) mangler et sted, hvor de kan få lov til at vise, hvad de kan, siger forklarer Mie Hjorth, der gerne ser, at Svanekegaarden kan fungere som et åbent hus for dem.

Pigerne kan mere end at synge

I første omgang gælder det altså JazzCamp for Piger, som bornholmske piger med nysgerrighed eller drømme om at spille musik kan tilmelde sig. På landsplan laves der i alt 15 JazzCamps i vinterferien.

Ideen om JazzCamp opstod længe før MeToo, men efter at rapporten Kønsbalancen i rytmisk musik i 2012 slog fast, at kun 20 procent af aktørerne i musikbranchen er kvinder, og at en stor del af de kvinder, der er aktive på landets musikscener, typisk er sangerinder.

– Derfor er der også brug for, at piger dyrker instrumenterne og den musikalske formning, lyder det fra Marilyn Mazur, en af de professionelle musikere, der støtter op om JazzCamp for Piger.

– Hvis der ikke fremover kommer nye instrumentalister, så vil musikkvinderne sandsynligvis oftest være sangere, som mest formidler tekst og ser dejlige ud, men ikke er med til at skabe det musikalske udtryk, som dermed bliver med et maskulint output, kvinderne må indrette sig efter, lyder det.

JazzCamp for Piger 2019 er støttet af Statens Kunstfond, Nordea Fonden, DJBFA, DPA og Dansk Musiker Forbund.