Weekendens leder: Vi går i de stores spor

Bisonokser. Mårhunde. Et forkølet dådyr. En ræv. Død vel at mærke. Det er den bornholmske natur, når det går vildest for sig i vore dage. I det store perspektiv, det HELT store, ret kedeligt, ikke?

For en 100-200 millioner år siden var der derimod dyr på Bornholm. Rigtige dyr, der satte seriøse fodspor. Vi taler dinosaurer. Et nyt fodspor af en af de forhistoriske kæmper er blevet fundet ved Sorthat, skrev vi i ugen, der gik.

Fundet føjer endnu et kapitel til den fascinerende historie om Bornholm og de forhistoriske kæmper.

Det er kun på Bornholm, at man i Danmark kan finde spor af dinosaurerne. Årsagen: Bornholm var det eneste sted i Danmark, der i den tid lå over havets overflade.

Tidligere er der blandt andet fundet fodspor af kæmperne ved Hasle, og syd for Rønne fandt man tilbage i 2000 resterne af en dinosaurtand.

Det har vist sig, at en såkaldt rovdinosaurus har haft sine jagtmarker på Bornholm. En hurtigløber af en dræber. Også kaldet ”dromaeosauroides bornholmensis”.

Hele den fascinerende fortælling om Bornholm og dinosaurerne kan man i øvrigt fordybe sig i hos Natur Bornholm i Aakirkeby. Det var ugens gratis reklame.

Nu vi i forvejen er i gang med at træde i de stores spor, så kunne vi da ganske passende og i anledning af det nuværende VM i håndbold, som Danmark sammen med Tyskland er vært for, skrue tiden 40 år tilbage til dengang, da Danmark var vært for et verdensmesterskab i håndbold.

Dengang var der ikke noget, der hed Boxen i Herning og Royal Arena. Nej, dengang blev kampene spillet over hele landet. Fra Aalborg i nord til Bornholm i øst.

Du husker det måske? Det var januar. Vi skrev 1978, og Aakirkebyhallen lagde gulv til en enkelt kamp, nemlig den mellem Japan og Tjekkoslovakiet.

Et kig i Bornholms Tidendes arkiv fortæller hele historien. Den er ikke kedelig.

Det var den legendariske, nu tidligere sportsredaktør Kjeld Lundbæk, der dengang dækkede begivenhederne og skrev om ”storkampen” mellem Japan og Tjekkoslovakiet.

25-25 endte opgøret, og 800 bornholmere var på plads. Ved det VM hed Danmarks nye håb på banen Morten Stig Christensen, der nu er chef for Dansk Håndbold Forbund.

Men det var da på en eller anden måde lidt charmerende, ikke? At man var rundt i hele landet.

Det var inden dyre tv-rettigheder, sponsorer og tilskuere i habit. Inden klappepølser og ulidelig diskomusik. Harpiksen på hænder og bolde eksisterede ikke. Dengang spyttede man i næverne, og så var man klar.

Det var i de år, da der over hele landet skød nye haller op. Selv den mindske flække i kongeriget skulle have en hal. Det var tiderne.

Og på fineste amatørmåde måtte de nye haller og de små byer selvfølgelig tildeles en VM-kamp.

Nå, men altså. Inden mine unger begynder at kalde mig for en dinosaur og en gammel mand:

Danmark blev nummer fire i ’78. Guldet er det store mål for nutidens håndboldstjerner, der lagde ud med at save Chile midt over i torsdags. Det er den slags kampe, der minder os om, hvor lille en sportsgren håndbold egenligt er. Globalt set.

Husk i øvrigt, at du stadig kan nå at indstille kandidater til Bornholms Tidendes sportspris. Der er deadline på mandag.

Og så ikke mere sport for denne gang. Det lover jeg. Nej, nu skal vi ud i verden. Over dammen. Både den store og den lille. Skal vi starte ovre i USA?

Her insisterer verdens mægtigste nations præsident på at bygge en mur mellem Mexico og USA, selvom der ikke rigtig kan findes politisk flertal, og selvom det egentlig ikke giver mening eller har nogen virkning.

Sideløbende kan Trump ikke blive enig med demokraterne om en finanslov for USA, og i det hele taget sejler det i en grad, så man næsten begynder at få ondt af amerikanerne. Men omvendt. ”The land of the free” har selv valgt deres præsident – og betaler nu prisen for fadæsen: Et land uden værdig ledelse.

Herhjemme handler det om Venstres sundhedsreform, om regionernes fremtid eller mangel på samme, og det handler om udvisningen af ”boghandleren fra Brønshøj”, Sam Mansour, der i sit hjemland Marokko er røget direkte bag tremmer. Mistænkt for medvirken til terror.

I Norge jager politiet de forbrydere, der har kidnappet en rigmands kone fra Oslo og forlangt 70 millioner i løsesum. Anne Elisabeth Falkevik Hagen har været forsvundet fra jordens overflade siden slutningen af oktober!

Virkeligheden overgår – desværre – endnu engang både fantasien og den vildeste Hollywood-film.

Derfor. Lad os komme hjem igen. Til vores egne små problemer, som vi heldigvis også kan grine af. Eller det burde vi indimellem, når man ser på, hvad vi slås med på de store linjer.

Jeg kunne for eksempel ikke lade være med at trække på smilebåndet over ugens molbohistorie:

Molslinjen har fået en reprimande fra transportministeriet – eller i hvert fald et godt råd om at skrive ordentligt til bornholmerne.

Det er da tankevækkende, at et ministerium, der sikkert selv råder over en skrankepave eller to, skal belære en servicevirksomhed som Molslinjen. Om service!

Det var ordene. Pas på jer selv derude i det kolde, klamme januarvejr.