Johnny Poulsen stopper efter 40 år som revisor: Fra en tid med kuglepen og skrivemaskiner

Revisorelev Johnny Poulsen tiltrådte den 15. august 1973 i ”Centralanstalten for Revision”.

-Tænk, det hed det virkelig, siger han.

Nøjagtig samme dato tiltrådte han i Nexø Revisionskontor i 1978. Han var da 24 år.

Siden har Johnny Poulsen været revisor i samlet 45 år, heraf 40 år på Bornholm.

Arbejdsblazere

Som for så mange andre unge bornholmere, startede det hele i Købehavn. Her blev han blandt andet revisorelev hos ØK, aktieselskabet Det Østasiatiske Kompagni, og Nordisk Fjer.

– Det var jo før den store krise, fortæller han.

– Hos ØK var det med blå blazer, hvis man skulle besøge dem. Det var simpelthen et krav, så firmaet havde nogle blazere, der kun blev brugt til det.

Årsregnskab i hånden

– Da jeg startede, var det før edb-maskinen. Så det var med regnemaskine, kuglepen og de der gammeldags skrivemaskiner, sådan et rigtigt hakkebræt, siger han og ler.

– Hvis noget skulle rettes, så skulle man klippe en helt ny linje ind. Eller bruge hvidt rettelak.

– Jeg har været med til at lave årsregnskaber, hvor alt var håndskrevet. I dag går du jo bare lige ind og retter det i systemet.

Allerede inden Johnny Poulsen tog til København, havde han mødt sin bornholmske kæreste, Lisbeth Brandt, der siden blev hans livsledsagerske og i dag hedder Lisbeth Brandt Poulsen.

Da parret fik deres første barn, var det naturligt at flytte tilbage til Bornholm.

Fiskerikrisen

Som revisor har Johnny Poulsen automatisk været i tæt kontakt med det bornholmske erhvervsliv gennem 40 år.

– Jeg har blandt andet været en del involveret i fiskerisituationen som revisor for forskellige fiskere. I starten af firserne var der jo opsving, man investerede og alt muligt… og så kom krisen midt i 1980erne!

Hvad fik dig overhovedet til at blive revisor?

– Det var nok min interesse for tal. Man skulle også bare lave et eller andet. Det bundede nok ikke så dybt, ler han.

– Men jeg har aldrig nogensinde, ikke en eneste dag, været ked af at gå på arbejde. Og det mener jeg bogstaveligt!

– Så selv om det valg måske ikke var så dybt begrundet, var det et rigtigt valg, konkluderer han.

I morgen, fredag, slutter Johnny Poulsen sin karriere og tiden hos Bornholms Revision med en afskedsreception, der holdes i Nexø Hallens cafeteria.

Inkarneret golfspiller

Hvordan skal du nu nyde dit otium?

– Jeg er jo inkarneret golfspiller, og det er min kone også, så det kommer vi nok til at bruge en del tid på.

Men der skal også læses bøger, gås ture og naturen skal nydes, fortæller han.

Parrets datter er netop flyttet tilbage til Bornholm efter en tid i New York, og med sig har hun to børnebørn. Desuden skal en stor naturgrund ved parrets ejendom ud for Nexø passes.

– Jeg har fuldtidsarbejde, for jeg er jo gift, udbryder han så.

– Min kone har altid en hel masse ting og sager, som ”vi” lige skal klare. Så kan jeg kalde mig ”vi”, præcis som dronningen.