Mühlendorph udtaget til internationale filmfestivaler: Vi er sindssygt glade

Der findes dårlige dage på kontoret, moderate dage, gode dage – og så de helt fantastiske dage.

For bornholmske Daniel Mühlendorph var det en af de sidstnævnte, der onsdag udspillede sig for ham og det filmproduktionsselskab, Hyæne Film, som han har sammen med sin makker gennem flere år, filminstruktøren Ulaa Salim, samt deres partnere Keld Egelund og Flemming Falk Hansen.

Én ting er, at de for tredje gang er nomineret til filmbranchens Robert-pris i kortfilmgenren, i år med ”Maja”, som er optaget på Bornholm, og at afstemningen netop i går gik i gang – endnu vildere oplevede de dagen på kontoret i København, da beskeden tikkede ind om, at selskabets første spillefilm, den politiske thriller ”Danmarks sønner”, som er instrueret af Ulaa Salim og produceret af Daniel Mühlendorph, er blevet udtaget til at åbne hovedkonkurrencen i en af verdens helt store filmfestivaler, International Film Festival Rotterdam.

Kun otte spillefilm fra hele verden udvælges til dens hovedkonkurrence, hvor vinderen løber med 250.000 kroner.

Og ikke nok med det, så blev filmen også i går udtaget til hovedkonkurrencen i den noget mindre filmfestival i Göteborg, som dog er den største i Norden, hvor de udtagne 10 film til gengæld ud over æren konkurrerer om hele én million svenske kroner.

Hvordan reagerede I på beskeden om, at I kommer med til de to festivaler?

– Vi er sindssygt glade for dem begge, siger Daniel Mühlendorph.

– Det kan være svært med de helt store festivaler, fordi de rigtig gerne vil have verdenspremieren på de film, de udvælger, så at komme med på to store festivaler lige i rap er lidt specielt, for så har en af dem skullet bøje sig. Men nu bliver det så Göteborg Film Festival, der får den nordiske premiere, mens International Film Festival Rotterdam får den internationale verdenspremiere på filmen.

Sidstnævnte festival løber fra onsdag den 23. januar til søndag den 3. februar, og den svenske fra fredag den 25. januar til mandag den 4. februar.

– Især festivalen i Rotterdam er meget stor. Der er jo den i Cannes og så Sundance og Berlin, og dernæst kommer festivalerne i Rotterdam og Venedig, siger filmproduceren.

– Og den i Rotterdam er kendt for at finde de nye talenter, og derfor tager juryen nogle gange chancer med debutfilm. Det er superfedt.

Hvad betyder det her for Hyæne Film?

– Rigtig meget. Spillefilm skal jo gerne ud og sælges i hele verden, for at du kan tjene nogle penge og leve af det. Og verdenspremiere på en stor festival giver bevågenhed rundt omkring, og de store filmmagasiner skriver om filmen. Screen Magazine skrev for eksempel om det i går, og det giver meget større chance for, at de forskellige lande køber filmen.

Giver det også hul igennem i forhold til nye projekter?

– Ja, meget! Lige så snart Ulaa har været med på de forskellige festivaler, er det også en blåstempling af, at det er en super talentfuld instruktør, vi har med at gøre, siger Daniel Mühlendorph.

Skulle navnet Ulaa Salim i øvrigt klinge genkendeligt, skyldes det, at hans storebror er den nok så berømte danske skuespiller Dar Salim fra blandt andet tv-serien ”Borgen” og for den sags skyld også ”Game of Thrones”.

– Men i det hele taget er udtagelserne også vigtige for os, fordi de skaber omtale af filmen, så der er flere herhjemme, der kan få lyst til at se den, når den får premiere i Danmark til april, siger produceren.