Gaia fra Østermarie portrætterede kendt sanger på tv: ´Glad for hans markante træk´

Tirsdag aften kunne hele Danmark følge med i opstarten på en ny sæson af programserien Danmarks Bedste Portrætmaler. Her deltog Gaia Trampedach fra Østermarie som en af de seks kunstnere, der skulle portrættere en kendt dansker.

I programmet er der afsat fire timer til at male et færdigt portræt. Herefter må den kendte person vælge det billede, som vedkommende bedst kan lide. Og så bliver alle malerierne bedømt af en dommertrio, som beslutter hvilke to kunstnere, der går videre til semifinalen.

23-årige Gaia var programmets yngste deltager, og hun var i den gruppe, der skulle lave et portræt af musiker og sanger Jimmy Jørgensen.

Forstår valget

– Det var en fantastisk oplevelse at være med i programmet, også selv om jeg ikke gik videre til næste runde. Jeg er ganske glad for det billede, jeg selv lavede, men jeg kan godt forstå, at Jimmy Jørgensen og dommerne valgte Lu Vincents billede, for det var virkelig et smukt billede. Han var smuk, og billedet var roligt og balanceret. Så jeg ville nok også selv gerne have sådan et billede hængende af mig selv derhjemme, griner Gaia.

En lang arbejdsdag på Trapholt

Selve optagelserne, der fandt sted på Trapholt Kunstmuseum i Kolding, strakte sig over 15 timer.

– Timerne fløj bare af sted og min krop var helt ør bagefter! Men det var en lang dag. Og det, at man var under tidspres, gjorde det hele meget intensivt, fortæller Gaia.

– Malerprocessen starter jo med, at man får skitset lidt op og får lavet nogle proportioner. Og så skal man have skabt en karakter og en historie omkring maleriet. Det var mit mål.

– Jeg havde jo fra starten håbet på, at personen havde en stærk karakter og nogle markante træk. Det kunne være en skarp kæbe eller en spids næse eller sådan et eller andet. Og da så Jimmy Jørgensen træder ind, så blev jeg faktisk helt vildt glad. Har har jo både det der store modermærke og et skarpt ansigt. Og så kunne jeg også godt lide, at han ikke har hår på hovedet, beretter Gaia.

– Vi havde selv alt vores grej med, og vi blev stillet op på en række. Der igennem dagen blev der lavet en masse klip, hvor vi skulle gå rundt, og de skulle have nogle klip om vores tanker og forventninger, forklarer hun.

– Jeg havde det okay med at stå foran kameraet, men nogle gange måtte et klip tages om, så det virkede mere naturligt. Så nogen gange styrtede vi rundt, andre gange var der meget ventetid, mens tv-holdet lagde lys og holdt prøver. Og så havde vi tid til at sidde og pjatte lidt.

– Men det var en virkelig lang dag. Vi startede allerede klokken seks om morgenen, og vi var først færdig klokken ni om aftenen. Derfor var det også ret syret at se det hele komprimeret ned til et program på bare 45 minutter.

På spørgsmålet om, hvor vidt hun har lært noget af at være med i programmet svarer Gaia:

– Det har været spændende for mig at arbejde på tid, altså det her med at vide, hvornår man skal stoppe. Hvis man har lang tid til et billede, kan det godt blive lidt glansbillede-agtigt, fordi man har for god tid til at arbejde på de små detaljer. Men når der kun er kort tid, så kan man lade nogle ting stå åbne, og det kan ligesom blive lidt mere råt i udtrykket. For eksempel i farverne i huden, som jeg både har i mit selvportræt og i billedet af Jimmy Jørgensen.

Kursus

Her i den kommende tid holder Gaia kurser i croquis-tegning, det foregår i hendes atelier i Østermarie.

Og har man lyst til at se flere af Gaias malerier, så kan man kigge ind i hendes atelier på Godthåbsvej i Østermarie.