Psykiatrichef om diagnosevækst: Nogle gange svært at overholde behandlingskrav

At 5,9 procent af bornholmerne over 18 år nu har en psykiatrisk diagnose, er opsigtsvækkende for klinikchefen på Psykiatrisk Center Bornholm, Ellen Kappelgaard.

– Jeg er overrasket over, at det er så voldsomt, siger hun om de nye tal, som Bornholms Tidende omtalte i tirsdagens avis.

I 2013 var det 4,6 procent af bornholmerne, der var diagnosticeret med psykisk lidelse, og den øgede mængde kan mærkes på den psykiatriske afdeling.

– Man har et krav på udredning og behandling inden for 30 dage, men det kan nogle gange være svært at overholde. For det er klart, at jo flere der skal ind, des mere skal der til. Vi kæmper meget for at have den kapacitet, der skal til, siger Ellen Kappelgaard.

De stramme budgetter i sundhedsvæsnet og vanskelighederne ved at tiltrække speciallæger bidrager også til presset på Psykiatrisk Center Bornholm.

Har mærket forandring

Ellen Kappelgaard blev første gang ansat i den bornholmske psykiatri i 2002, og hun har arbejdet her fast siden 2008.

– Da jeg kom tilbage i 2008, var der betydelig færre patienter tilknyttet vores ambulatorium end i dag, siger hun.

Af den grund overrasker det hende heller ikke, at nye tal, som er blevet analyseret af KL’s nyhedsbrev Momentum, viser, at antallet af personer med en psykiatrisk diagnose har været stigende på Bornholm såvel som i resten af Danmark.

– Det kommer ikke bag på mig. Vi får i dag flere henvisninger, og de fleste – men ikke alle – får en diagnose.

Hvorfor det forholder sig således, er der ifølge den bornholmske klinikchef mange grunde til.

Mindre tabu i dag

– Det er en tendens over hele verden, i hvert fald hele den vestlige verden. Der er mere fokus på psykiske lidelser. Det er ikke længere helt så tabuiseret. Samtidig skaber vores samfund et pres – både i skoler og på arbejdspladser. Der er ikke længere så mange hjørner at gemme sig i, siger Ellen Kappelgaard.

Momentums sammenligning af danske kommuner viste, at andelen af borgere med en psykiatrisk diagnose er større på Bornholm end de fleste andre steder.

Bornholm rangerer som nummer 13 ud af Danmarks 98 kommuner. Fem år forinden var Bornholm nummer 30 på listen.

Det er ikke uventet for den lokale psykiater, at koncentrationen af personer med en diagnosen fra psykiatrien er lidt større på Bornholm.

– Vi er et lavtlønsområde, og der er forholdsvis mange socialt udsatte, og på den måde er der en grund til tallene. Det er almindelig kendt, at der er en sammenhæng, forklarer Ellen Kappelgaard.