Leder: Ud i det blå. Ud at se på til verdens ende

Ja, ingen begivenhed eller sag er for lille eller for stor til at hive et fint Kim Larsen-linje op af skuffen.

Og det var sjovt nok ”Ud I Det Blå” fra 1979 (!), jeg kom til at tænke på, da jeg læste den herlige historie i går i avisen om Arne Munch Ipsen, pensioneret gårdejer og formand for grundejerforeningen i Boderne, der har ladet opføre to nye sheltere på hans grund ved Boderne Havn.

Det er Aarsdale Byggeforretning, der har bygget de nye sheltere, som er finansieret ved hjælp fra kajakfolket fra Rønne.

Det er ganske enkelt en fornem gæstfrihed, Arne Munch Ipsen viser, når han åbner ”dørene” ved en af øens natur-perler.

Som han siger til Tidende:

”Jeg har en attraktiv grund, som jeg gerne vil dele med andre”.

Det er ord, der vil noget.

Udover de to sheltere i Boderne opføres der i øvrigt nye sheltere ved Ginesminde og Stammershalle, ved Røstad mellem Helligdomsklipperne og Gudhjem samt ved Hammer Havn.

Det er en fremragende idé, og jeg er af den overbevisning, at de nye sheltere vil blive brugt i stor stil af ikke blot kajakroere fra Rønne, men også af det stigende antal ”outdoor-turister,” som det hedder på nydansk:

Vandrere på tur rundt langs den smukke, bornholmske kyst, og cykelfolk, der ønsker at overnatte under – næsten – åben himmel. I første parket til lyden af bølgernes skvulpen – og til synet af en smuk, bornholmsk solnedgang.

Det er i det hele taget glædeligt, at der løbende sker forbedringer og udvikling på hele outdoor-området, hvor Bornholm har store ambitioner – og noget at byde på, som ingen andre i landet:

Nye mountainbike-spor bliver til i skovene, og langs kyststrækningen og den populære hovedvej fra Nexø mod Svaneke, Gudhjem og Allinge renoveres og udbygges cykelstierne.

Det er også tiltrængt, og forhåbentlig vil man med tiden opleve, at der ligeledes etableres cykelstier langs hovedvejene fra Svaneke og Gudhjem til Rønne for eksempel. Så de bornholmske cyklister og cykelpendlere får endnu bedre forhold.

Men altså.

I første omgang tak og et ”godt gået” til Arne Munch Ipsen for gæstfriheden – og tak for, at han ikke lukker af, men tværtimod inviterer alle indenfor (eller udenfor må det jo være) og på den måde giver turister og bornholmere mulighed for unikke oplevelser.

Ude i det blå.