Fromseier tilbage i politik efter fem måneders pause

Medlem af kommunalbestyrelsen Maria Fromseier Kjærgaard (S) gjorde onsdag morgen comeback i bornholmsk politik efter fem måneders sygemelding på grund af depression.

Comebacket fandt sted ved dagens møde i udvalget for job, udvikling og fritid, som hun blev formand for efter valget forrige år. I første omgang venter hun dog med at genindtage formandsposten.

– I dag har jeg taget en kæmpe beslutning, og jeg er klar til at dele den med jer, skrev Maria Fromseier Kjærgaard tirsdag på Facebook.

– I morgen skal jeg nemlig til udvalgsmøde, og jeg starter i kommunalbestyrelsen igen, og jeg glæder mig. Beslutningen har været længe undervejs, og mange overvejelser har fulgt, fortsatte hun.

De fem måneder på sidelinjen vil trække spor lidt endnu.

– Jeg er klar til at komme igang med det politiske, men det har krævet andre fravalg i min hverdag, og det bliver i mit tempo. Jeg starter derfor ikke som udvalgsformand, men som menigt medlem for nu. Men jeg er klar til at komme stille og roligt i gang, skrev Maria Fromseier Kjærgaard tirsdag på Facebook.

– Jeg vil fortsat banke i bordet for fokus på stress, depression og forsinket sorgproces hos børn og unge. Men jeg glæder mig også til at komme tilbage og være med til at udvikle vores alles Bornholm.

På grund af netop udvalgsmødet har det ikke været muligt at få yderligere kommentarer.