Det mobile politi rykker ud: Vi skal tilbage i hverdagsbilledet

Det sker ikke så ofte, men i tirsdag morgen deltog ordensmagten i morgensangen på Davidskolen i Aakirkeby.

Politiet kører i denne uge trafiksikkerhedskampagne med særligt fokus på skolebørn, og den mobile politistation holdt derfor uden for Davidskolen i Østergade for at dele reflekser ud til eleverne i morgenmørket.

Efterfølgende blev politiassistent Jan Wredstrøm inviteret indenfor i skolens sal, hvilket ifølge Wredstrøm er en del af charmen ved at være mobil politimand.

– Vi bliver synlige på en anden måde, siger den 61-årige politiassistent fra Bornholms Politi.

En speciel sans for humor

Derefter fortsatte politiassistent Jan Wredstrøm og Carsten Hansen til Pedersker, hvor de parkerede den mobile politistation på parkeringspladsen ved Dagli’Brugsen fra kl. 09.30-11.00.

Wredstrøm har været fast mand på den mobile politistation fra starten, mens Carsten Hansen, der tidligere har arbejdet for Rigspolitiet i København, er med for første gang.

Han flyttede til Bornholm med sin familie for tre år siden. Nu tager han en tur med Jan Wredstrøm som led i et prøveforløb, og han har allerede på tirsdagens tur observeret, at bornholmere har en speciel sans for humor.

– Det sker ofte, at de prøver at tage fis på én, siger Carsten Hansen, der blandt andet har en fortid i PET.

– Det har nok noget med dit udseende at gøre, siger Birgit Havhøj, og alle griner.

Hun har søgt ly for regnen i den mobile politistation og er et levende eksempel på, at bornholmere ikke falder på næsen eller flygter om bag en busk, når de ser en politiuniform.

Birgit Havhøj, der har boet i Pedersker siden 2007, lægger ansigtet i mere alvorlige folder.

– Vi er nok mere tætte herovre end i resten af landet. Vi er ikke bange for autoriteter, siger hun.

For højt fart i byen

Jan Wredstrøm fortæller, at han i ordningens første år nåede at besøge over 40 byer med sin mobile politistation “i et forsøg på at nå bredt ud“. I år rettes fokus i højere grad mod sommerens store begivenheder.

– Vi satser i år på at blive mere synlige i forbindelse med store arrangementer som Folkemødet, Trolling Masters, Wonderwall og Sildefesten. Vi kommer måske også til at udvide åbningstiden, og måske bliver vi to, siger Jan Wredstrøm og nikker over mod Carsten Hansen, der nikker tilbage.

– Det handler om at få politiet tilbage i hverdagsbilledet.

En enkelt anmeldelse indløb hos den mobile politistation i de knap to timer, den holdt i Pedersker i går.

Det drejede sig om en bil, der kørte med for høj hastighed på Pederskervejen mellem Doktor Glavensvej og byskiltet.