Beredskabschef: Mobilnedbrud ved strømsvigt kan ramme mange steder på Bornholm

Da strømmen på hele øen var væk i fire timer sidst i august 2018, mistede en del af det nordlige Bornholm mobildækningen.

Nedbruddet på mobilnettet ramte også Beredsskabsstyrelsen Bornholm i Allinge, som dog ikke var helt afskåret fra omverdenen.

– Vores interne kommunikation, SINE, er altid oppe, så myndighederne kan snakke sammen. Problemet opstår for os, hvis vi skal tilkalde vores folk, når de ikke er på kasernen. Og det berører privatpersoner, som skal ringe efter en ambulance eller politiet, siger Peter Kaas-Claesson, chef for Beredskabsstyrelsen Bornholm.

I august fik de ubrugelige telefoner ingen alvorlige konsekvenser, men det skyldtes tilfældigheder, pointerer .

Siden episoden i august har politi og beredskab på Bornholm arbejdet på at afværge fremtidige telenedbrud, men det er kompliceret, fordi nødbatterier ikke har indgået i udbudskravene.

Peter Kaas-Claesson fortæller, at problematikken også blev påtalt for tre-fire år siden efter et andet stort strømsvigt. Dengang var det ikke kun folk på Nordbornholm, der stod uden mobilsignal, og ifølge beredskabschefen viser erfaringerne, at andre dele af øen kan miste mobilsignalet, når strømmen svigter.

På nogle af de ældste master sidder fortsat batterier, som kan sikre, at mobildækningen kan opretholdes uden adgang til elektricitet. Men eftersom nødbatterier i en årrække ikke har været et krav i udbuddene, står mange af senderne uden backup og er derfor sårbare ved længerevarende strømsvigt.

Politidirektør Kit-Claudi Grøn-Iversen sagde i sin tale, da de bornholmske myndigheder var samlet til nytårsparole onsdag, at man samarbejder med de bornholmske folketingsmedlemmer og det nationale beredskab om at løse problemet.