Ung bornholmsk kunstner bliver nu kendt i hele landet: Gaia Trampedach debuterer i DR-serie i aften

Gaia Armyrantis Trampedach, ung billedkunstner fra Østermarie, vil her tirsdag aften tone frem på de danske tv-skærme.

Det sker, når Danmarks Radio starter en ny runde i serien ”Danmarks Bedste Portrætmaler” – en serie på seks programmer, hvor 24 kunstnere med al deres talent og kreativitet kæmper om at skabe det bedste portræt.

Som deltager i programmet må Gaia Trampedach ikke afsløre, hvordan det går i programmet, hvem der går videre og selvfølgelig heller ikke, hvem der for eksempel vinder.

– Men jeg kan i hvert fald bekræfte, at jeg er med i første afsnit af serien, og at det var rigtig sjovt at deltage. Det er kendte danskere, vi skulle male – så det var jo helt vildt spændende, fortæller Gaia.

Normalt er det sådan, at man selv kan sende en ansøgning ind til Danmarks Radio, men Gaia blev faktisk fundet på Facebook:

– Danmarks Radio kontaktede mig via Facebook og spurgte, om jeg havde lyst til at melde mig til. Og det havde jeg. Der sker så det, at man sender et selvportræt ind, som man har malet, sammen med et andet maleri også. Og så vælger de tre dommere, hovedsagelig ud fra de selvportrætter, de har modtaget, hvem, de gerne vil se i konkurrencen. Og jeg fik jo så svar tilbage, at jeg var med i programmet.

Danmarks bedste portrætmaler

Serien består af seks programmer og er optaget på Trapholt Kunstmuseum i Kolding, og det er anden gang, at serien ”Danmarks Bedste Portrætmaler” bringes. Sidste år vandt Rasmus Aagaard.

Har du lyst til at se med, hvordan det går med Gaia, så klik ind på DR1 i aften 20.45.