Nye dna-resultater skuffer: Mårhunden går under radaren

De 22 nye lorte, der skulle bringe forskerne tættere på at løse mysteriet om den bornholmske mårhund, har vist sig som en blindgyde i jagten på øens nye rovdyr.

Forskerne fandt ikke dna fra mårhund i analyserne.

Lortene så ellers lovende ud, mente rovdyrforsker Sussie Pagh fra Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet, der ikke var i tvivl om, at de stammede fra rovdyr, der åd mus og fugle. Det viste sig dog at være 21 katte og en enkelt hund.

– Det er svært at se forskel på ekskrementer fra de rovdyr, der har nogenlunde samme størrelse. Ekskrementer fra ræv, kat og mårhund ligner hinanden i størrelse. Det er svært med sikkerhed at skelne dem med det blotte øje, siger forskeren.

– Hvis der er hår og fjer i, får man sorteret de fleste kæledyr fra, men på Bornholm ser det ud til, at der er der mange katte, der lever vildt. Normalt vil jeg ikke forvente, at katte lægger deres ekskrementer oven på jorden, men det gør de åbenbart på Bornholm. Her i Jylland, hvor jeg bor, graver de dem altså ned – anstændigvis. Så problemet er, at katteekskrementer på Bornholm ligner vilde rovdyrs ekskrementer, altså mårhund og ræv, siger Sussie Pagh.

Mårhundens lort ligger oven på jorden og gerne i en såkaldt latrin, der er det sted, hvor mårhunden eller mårhundefamilien foretrækker at besørge.

– Sådan nogle ekskrementhobe, må man meget gerne holde øje med, om man ser på Bornholm, siger forskeren.

Jagten fortsætter

De skuffende resultater fra den seneste prøve får dog ikke forskerne fra Aalborg Universitet til at give op.
Tidligere på året fandt de dna fra mårhund i fire lorte fra Bornholm. Så medmindre dyret er dødt i mellemtiden, er der stadig mindst én mårhund på øen.

Forskerne ville gerne sende de fire lorte til en ny analyse, der skal måske kan afsløre, hvor mårhunden eller mårhundene stammer fra. Men det kan ikke betale sig, medmindre de får flere prøver.

– Det er meget, meget dyrt at lave dna-analyser for at finde ud af deres ophav. Det koster det samme for fire prøver som for 20, og det er dyrt. Så vi har brug for flere prøver, før vi kan sende dem ind, siger Sussie Pagh.

Miljøstyrelsen har betalt for op til 40 dna-prøver for artsbestemmelse efter de overraskende prøver tidligere på året, der viste mårhundens tilstedeværelse. Af dem er der omkring 20 tilbage. Forskerne har altså nu 20 forsøg til at finde flere mårhundelorte, der kan komme med til en mere omfattende analyse.

Derfor vil Sussie Pagh nu gerne fokusere jagten til Rø Plantage, Kløvedal nær Østerlars og Paradisbakkerne.

Det startede som en rævejagt

Det er naturvejleder Jens Kofoed, der står for indsamlingen af rovdyrlortene.

– Jeg har skrevet til Jens, at vi nu skal prøve at samle i de samme områder som første gang, vi fandt mårhund. For selvom de løber langt omkring, så har de måske fundet nogle steder, som de synes er rarest at være nu. Det man kalder et home range, siger Sussie Pagh.

Jens Kofoed og Sussi Pagh indledte oprindeligt et samarbejde for at jagte den bornholmske ræv, som officielt er uddød.

Jens Kofoed er af den overbevisning, at ræven ikke døde af sygdom i 80’erne, og han har i flere år søgt efter spor, der kan bevise det.

Hvis ræven virkelig har levet i al ubemærkethed i så mange år, er også Sussie Pagh meget interesseret i at finde den. Hun har forsket meget i rovdyr og har blandt andet været med til at påvise, at ræve får færre unger i områder, hvor der i forvejen lever mange ræve.

Mårhunden har også været genstand for en stor del af hendes opmærksomhed.

– Vi er meget interesseret i de biologiske ting omkring mårhunden. Hvad lever den for eksempel af på Bornholm? Den har jo ikke konkurrence fra andre rovdyr, som den har her i Jylland. Det, synes jeg, er særligt interessant, siger forskeren.

Et af de helt store spørgsmål er også, hvordan mårhunden fandt vej til Bornholm.

– Vi er som forskere lige så meget ude i nogle gætterier som alle andre – ind til vi måske kan finde nogle flere mårhundeekskrementer. Så kan vi måske med dna henføre det til, om det er nogen, der måske stammer fra Jylland. Så kan man tænke, at det måske er nogen, der har taget dem med derover. Eller er det nogen, som man må formode er fangeskabsdyr, der kommer andre steder fra. Men indtil vi finder mere dna, ved vi lige så lidt som alle andre, siger Sussie Pagh.