Fanget i stormen: Lufthavnschef melder alt vel i Thailand

– Alt gik efter omstændighederne godt.

Det fortæller chefen for Bornholms Lufthavn, Christina Dideriksen, til Bornholms Tidende.

Som omtalt i fredagsavisen var hun og hendes familie på ferie på den 21 kvadratkilometer lille ø Koh Tao i det vestlige hjørne af Thailandbugten, da ”Pabuk”, som blev betegnet som den kraftigste tropiske storm i Thailand uden for monsuntiden i 30 år, ramte.

Umiddelbart inden oplyste nyhedsbureauet AFP, at titusindvis af turister havde valgt at forlade øerne Koh Phangan og Koh Tao af frygt for Pabuks voldsomme regnskyl, kraftige vindstød og op til syv meter høje bølger.

Christina Dideriksen og familien valgte dog med stoisk ro at stå stormen igennem hos de venner, de var på besøg hos i et solidt feriehus cirka 20 meter over havets overflade, som der var frit udsyn til, ved Cape Shark på Koh Taos sydlige del.

– Stormen gik jo sydligere end forventet, beretter lufthavnschefen videre på en sms til Bornholms Tidende og fortsætter:

– Vi fik dog meget troperegn, altså meget højintensitet regn. Vejene blev ødelagt nogle steder, der var væltede træer, veje blev omdannet til floder, og grus og sten lå i store mængder i gaderne, så det var svært at komme frem. Strandene var fyldt med skidt, som var kommet ind fra havet.

– En stor oprydning gik i gang, effektivt, det er en attraktiv turistø, og de ved godt, at det er vigtigt, at den fremstår smuk og imødekommende. Men søndag morgen var der igen blå himmel og skønt vejr, og mandag, da vi drog mod fastlandet igen, var bølgehøjden nede på 1,5 meter, slutter Christina Dideriksen.