Bilister så sig ikke for: To cyklister påkørt mandag

Cyklisterne er tilsyneladende svære at få øje på i vintermørket. I løbet af mandag blev to cyklister kørt ned af uopmærksomme bilister.

Klokken 07.50 gik det ud over en 18-årig kvinde på cykel, da hun blev overset af en 48-årig mandlig bilist. Det skete, da bilisten skulle svinge til højre på Aakirkebyvej.

Kvinden kom kun lettere til skade, oplyser politiet i døgnrapporten.

Klokken 15.48 var det en 79-årig kvinde i bil, der overså en 58-årig kvinde på cykel i Zahrtmanns Runddel i Rønne. Også her slap cyklisten med mindre skader.

Begge cyklister blev kørt til hospitalet til kontrol.