Husk cykellygterne: Politiet patruljerer omkring skolerne hele denne uge

Færdselspolitiet på Bornholm vil i denne uge være mere synlige omkring skolerne end sædvanligt. Betjentene vil være særligt opmærksomme på bilister, der kører for stærkt, og cyklister, der har ladet cykellygterne blive hjemme.

– Vi vil være ude både om morgenen og eftermiddagen, og vi kommer til at være ved både folkeskoler og privatskoler. Vi har fokus på at være synlige og lave præventivt arbejde, siger Michael Winsløw, lederen af færdselspolitiet på Bornholm.

En del af kampagnen handler om at hjælpe skolepatruljerne. Om politiet når forbi alle øens 13 skoler, kan han ikke love.

Skolevejskampagnen fra 7.-11. januar er landsdækkende, og derfor er Bornholm også med. Michael Winsløw bemærker, at politiet også resten af året patruljerer omkring skolerne og nævner Aavangsskolen i Rønne som et af de steder, hvor morgentrafikken er mest hektisk.

Sidste år i januar uddelte politiet på landsplan mere end 4500 bøder til bilister under en lignende skolevejskampagne.

Også unges brug af mobiltelefoner i trafikken vil der holdes øje med. Rådet for Sikker Trafik gennemfører for øjeblikket kampagnen “Teenager i Trafikken”, hvis sigte er rettet mod de 13-16-årige, der er en af de grupper, der er involveret i flest trafikulykker på grund af uopmærksomhed.