Gang i industrien: 36 procent flere sparer op til pension

En ny opgørelse fra Industriens Pension viser, at antallet af aktivt indbetalende medlemmer på Bornholm er steget med 36 procent de seneste fem år.

Der går med andre ord godt for industribeskæftigelsen. Både i 2018 og de foregående år er den steget betydeligt, oplyser Industriens Pension, hvor timelønnede i industrien og fødevareindustrien sparer op.

I løbet af fem år er antallet af bornholmere, der hver måned indbetaler til Industriens Pension via deres arbejdsplads, steget med 343 personer til nu knap 1.300. Det svarer til en stigning på 36 procent, og det afspejler, at det nu for alvor går i den rigtige retning med industribeskæftigelsen, lyder det i en pressemeddelelse.

Bornholms Regionskommune er dermed den kommune i Region Hovedstaden, hvor antallet af indbetalende medlemmer er steget mest de seneste fem år.

– Udviklingen i antallet af aktivt indbetalende medlemmer hos os er et brugbart og validt pejlemærke for beskæftigelsen i industrien. Tallene er positive af flere årsager: Det afspejler dels, at flere er i gang med at sikre en økonomisk tryggere alderdom, dels at udviklingen i industrien går i den rigtige retning. Vi ser også en stigning i hele landet, siger Laila Mortensen, adm. direktør i Industriens Pension.

Set over hele landet er antallet af aktivt indbetalende medlemmer i pensionsordningen siden 2013 steget med 12.280 personer svarende til en stigning på ca. 8 procent. Det betyder, at der nu er knap 175.000 medlemmer, der hver måned indbetaler til Industriens Pension via deres arbejdsgiver, lyder det fra selskabet.