Om bornholmsk babyboom og en direktør i en tropisk storm

Den ligger på mit bord og kalder. Helt blank og med tomme, hvide linjer. Min nye Mayland-kalender. Ja. Sådan én insisterer jeg på at have. Disruption og digitalisering eller ej.

Mayland-kalenderen er min egen lille modstandskamp imod de nye tider. Jeg gætter på, at mine børn end ikke aner, hvad en Mayland-kalender er. Jeg gør. Jeg vil. Jeg overgiver mig ikke.

Jeg tilhører vel den sidste generation, der har oplevet begge verdener. Den før digitaliseringen, computerne og internettet tog over. Og den efter. Så jeg VIL have en kalender i fysisk form, der fortæller mig, hvad jeg skal i morgen og hvad jeg lavede i går.

Ligesom jeg VIL have en avis, man kan få beskidte fingre af at røre ved. Bladre i. Fordybe sig i. Den kamp vil jeg kæmpe til det sidste.

Nu ligger den der på mit bord. Mayland-kalenderen – sammen med de første aviser med 2019, skrevet under logoet Bornholms Tidende. Med andre ord: Vi er i gang.

Og skal vi begynde i den positive ende? Den ende, der også har inspireret vores tegner Jørn Villumsen, som igen i det kommende år vil berige os med sine streger her i lørdagsavisen.

Det handler om det bornholmske babyboom. Flere og flere børn fødes på Bornholm: 221 i 2014. 250 i 15. 264 i 16. 275 i 17, og i året, der gik – i 2018 – kom der 283 nye, små bornholmere til verden.

Babykurven ser ud til at fortsætte den rigtige vej, og den glædelige sidehistorie til den nyhed er, at det er mange unge, tilflyttere, der er forklaringen på det bornholmske babyboom.

Fremtiden tegner heldigvis lys for de fleste af de nye bornholmere – i avisen i torsdags bragte vi et billede af den førstefødte, Camilla Kofoed Soelberg og Rasmus Funch Kofoeds lille søn. Så smukt!

Men som vi skriver i dagens avis, så er der også en bornholmsk skyggeside, som ikke får så meget opmærksomhed.

En skyggeside, hvor fattige børn vokser op med helt andre, svære udfordringer end deres venner og klassekammerater. De børn og deres problemer sætter Tidende fokus på i en den næste tid.

Første del i serien præsenterer vi her i lørdagsavisen i dag. Det er tankevækkende – og trist – stof, som vores journalister har gravet frem og som du kan se frem til at læse den kommende tid.

Men. Tilbage til ugen, der gik:

I 2019’s første uge handlede det om en død ræv i skoven (hvor den kommer fra, er i skrivende stund et sandt mysterium), det handlede om nytårstaler, både vores egen dronning Winni og Dronning Margrethes, der begge holdt fine nytårstaler. Margrethes tale blev kaldt en af de bedste af majestæten. Jeg er enig. Lige så meget, som jeg er uenig med kritikerne af statsminister Lars Løkkes nytårstale den 1. januar.

Den var en statsmand værdigt, og hvor ville det dog havde været befriende, hvis nogle af Løkkes politiske modstandere på Christiansborg havde givet ham den kredit og ikke blot tændte for den politiske autopilot og vendte tommelen ned.

Men sådan fungerer politik på det niveau åbenbart ikke. Da slet ikke med udsigt til valg lige om lidt.

Når folketinget åbner om få dage, står den på valgkamp – og tiltagende valgdato-rygter. Politikerne kommer til at sove med støvlerne på, som man siger. Og valgplakaterne under sengen. Klar til kamp.

Så må vi håbe, at det går dem og os bedre end i Sverige, hvor man 120 dage efter valget i september måned stadig ikke har fundet en ny regering.

Nu har svenskerne så fundet ud af, at det egentlig går meget fint uden. Det kan man grine af, men skeptikere taler om en demokratisk krise. Alt imens går dagene, uden at man kan blive enige om, hvem der skal være statsminister.

Forhåbentlig lander vi ikke i en lignende krise her i Danmark efter det kommende valg.

Selv om noget tyder på, at vi sagtens kunne med det kludetæppe af statsministerkandidater og ultimative krav, som mange partier bærer med sig ind i valgkampen.

Lad os se. Og valgdatoen? Tja. Jeg har tidligere luftet, at det bliver et forårsvalg. Den vil jeg gerne stramme en smule. Vi får valg i april måned. Inden påsken, der falder i uge 16 fra den 14. april til den 22. april (det siger Mayland-kalenderen!)

Men vi må videre: I ugen, der gik, var vi nemlig også med lufthavnsdirektøren Christina Dideriksen fra Rønne en tur i Thailand.

Thailand forbinder man normalt med sol og sommer og den rene idyl på denne tid af året. Et yndet vinterrejsemål for mange danskere – og bornholmere.

Men Christina Dideriksen måtte fejre sin 50 års fødselsdag i går på øen Koh Tao, der blev ramt af en tropisk storm.

Dideriksen og familien var ved godt mod, da avisen talte med dem i går morges. Og det lader til, at de rider stormen af og kan se frem til normale vejrtilstande i Thailand om et par dage. Det er noget med 25-30 grader og solskin.

Langt fra danske køleskabstemperaturer og gråvejr. Og en hidsig nordenvind, der forårsagede stormflod ved mange danske kyst-byer. Også her på Bornholm så mange havne noget mere våde ud end normalt.

Sådan. Så nåede vi vejs ende i årets første lørdags-klumme-ugerevy.

God weekend, Bornholm!