Ligheden er stor på Bornholm: De fleste er lige fattige

Bornholms Regionskommune er – måske lidt overraskende – en af de kommuner, hvor der er størst økonomisk lighed.

Vi bor i Danmarks sjette mest økonomisk lige kommune. For på Bornholm er folk fælles om at have relativt lave indkomster. Til gengæld er gruppen af borgere, der lever i massiv fattigdom, faktisk lidt mindre end i mange andre kommuner. Resultatet er lighed.

Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, fortæller, at 3,3 procent af børnene på Bornholm i 2017 levede under fattigdomsgrænsen. Det er flere end i Danmark som helhed, hvor 3,9 procent af børnene er massivt fattige.

– På Bornholm har du hverken mange meget fattige eller mange meget rige mennesker. Godt nok er indkomsterne på Bornholm lavere end i resten af landet. Til gengæld er det udbredt, at man ikke har så mange helt lave indkomster, der betyder, at folk kommer under fattigdomsgrænsen.

– At leve over fattigdomsgrænsen betyder nu ikke nødvendigvis, at man har mange penge. Tager du en folkepensionist, som kun har folkepensionen at leve af (12.965 kroner før skat, red.), så lever han eller hun over fattigdomsgrænsen, fortæller Lars Andersen.