De rigeste 10 procent har 17.000 kroner mere om måneden end de fattigste

De ti procent bedst lønnede bornholmere har over 17.000 kroner mere til sig selv om måneden, end bornholmerne med de ti procent laveste indkomster.

I hele 2017 havde dem med de 10 procent laveste indkomster hver under 138.535 kroner at leve for i såkaldt ækvivaleret disponibel indkomst. Det er et udgiftsneutralt indkomsttal efter skat.

Dem med de 10 procent højeste indkomster havde til sammenligning over 345.994 kroner, viser tal som Bornholms Tidende har fået af Danmarks Statistik.

– På Bornholm har du hverken mange meget fattige eller mange meget rige mennesker, siger Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

– Godt nok er indkomsterne på Bornholm lavere end i resten af landet. Til gengæld er det udbredt, at man ikke har så mange helt lave indkomster, der betyder, at folk kommer under fattigdomsgrænsen.