Ny leder på Plantagen: Her kan man noget særligt

– Selvfølgelig har jeg nogle idéer og tanker, men før de tanker skal frem, ligger der en total ydmyghed og respekt og nysgerrighed for stedet og de mennesker, der er her, siger Nikolaj Løngreen, der her lige efter nytår har haft første arbejdsdag som daglig leder for Plantagen i Svaneke.

Plantagen er et arbejdstilbud under regionskommunens afdeling for Psykiatri og Handicap, og er med til at afklare psykisk sårbare borgere til rehabiliterings-teamet eller arbejdsmarked, via fleksjob eller ordinær beskæftigelse.

Nikolaj Løngreen løfter en tung arv efter Bertil Ekstrøm, der har været drivkraften i at bygge stedet op og nærmest været synonymt med det gennem mange år. Men fra årsskiftet er den mange-årige leder og ildsjæl gået på pension, og Nikolaj Løngreen overtager nu posten. Og det er som sagt med stor respekt for stedet.

Han indleder med allerede om 14 dage at sætte en formiddag af på Madkulturhuset sammen med medarbejderne på Plantagen.

– Der er jo sket sindssygt meget de sidste par år, og der er udvidet For mig at se, skal vi i hvert fald ikke som udgangspunkt kigge så meget på at udvide, vi skal måske snarere skærpe, hvad vi er skidegode til forvejen, og hvordan vi kan gøre det endnu bedre. Men først vil jeg høre deres mening. Det er rigtigt vigtigt for mig at høre, hvordan de ser butikken her, for den er jo stor, og der er mange små nicher. Jeg går meget ind for, at man går et skridt eller to baglæns, før man kigger på fremtiden, siger Nikolaj Løngreen, der selvfølgelig også har idéer til udvikling af Plantagen.

– Jeg har da idéer, men vil ikke fortælle om dem endnu, for så planter jeg ting. Det giver ikke mening endnu. Vi skal få et fælles helhedsbillede. Hvad er det, vi skal prioritere hvornår. Nogle har været her i mange år, og jeg vil gerne høre deres opfattelse af, hvad vi kan, forklarer han.

I første omgang har chefgartner Stig Westermann vist ham rundt i alle hjørner af Plantagen, hvor der blandt andet dyrkes frugt, bær og grønt. Der er snedkeri, en ny køkkenhave med urter, der er bier og et produktionskøkken, og de 35-40 medarbejdere arbejder i forskelligt timetal, blandt andet også med at vedligeholde maskiner, drivhuse m.v.

Nikolaj Løngren har en bred palet af erfaringer med sig. Oprindelig er han uddannet kok og har også været restauratør. Senere har han blandt andet været køkkenleder i en stor københavnsk daginstitution og skrevet en kogebog. Fra 2013 arbejdede han med at lægge om til økologi i de bornholmske kommunale køkkener sammen med Københavns Madhus, var en kort tid konstitueret leder i Devika og blev senere ansat som mad- og måltidskonsulent i Bornholms Regionskommune for at sikre, at kommunen holdt sig oppe på de 60 procent økologi, 40 procent lokale fødevarer og mindsket madspild i de kommunale køkkener.

At blive daglig leder af Plantagen ligger i naturlig forlængelse heraf, mener han.

– I forbindelse med mine tidligere job har jeg arbejdet sammen med Bornholms Landbrug omkring lokale fødevarer og grøntsagsproduktion og hvordan vi kan hjælpe det i gang, og har der mødt Bertil (Ekstrøm) og Stig (Westermann) til erfagruppemøder, seminarer, workshops og lignende.

Derfor synes han heller ikke, at springet til at blive leder af Plantagen var så stort.

– Det kan godt være, at jeg er uddannet kok, men jeg er ikke så konventionel. Jeg har altid godt kunnet lide at se på det større billede og i alle de køkkener, jeg har haft, har jeg haft elever, haft ressourceforløb med indvandrerkvinder eller unge mennesker, der har haft problemer med hashmisbrug. Det har ligesom altid været en del af min måde at tænke på. Det fedeste er, når man i en relation med nogle andre oplever, at vi sammen flytter os. Det kan være i et køkken, eller det kan være med et plejecenter, hvor jeg har arbejdet sammen med lederen og køkkenmedarbejderne om at få styr på nogle ting, og når man så kan mærke, at ”nu har vi den”.

– Det er det, jeg tænder på i mit arbejdsliv og jeg tror et eller andet sted, at det er ligegyldigt, om jeg arbejder med fisk eller med metal eller whatever. Nu er det bare sådan, at jeg er uddannet kok og elsker det håndværk, og jeg brænder for kvalitetsfødevarer, men det er egentlig bare en støtte til det andet.

Til det at arbejde med mennesker?

– Ja, og så var jeg lige ude af kommunen en kort periode og opdagede, hvor meget jeg savnede det her med at arbejde for at give nogle andre noget.

Nikolaj Løngreen har stor respekt for det arbejde, der foregår på Plantagen.

– Jeg flyttede til Bornholm i 2011 og har altid været forelsket i Plantagen. Jeg oplevede det som et sted, hvor man kunne noget særligt og hjælpe borgerne på en respektfuld og meningsfyldt måde, og at man har en produktion, hvor man fokuserer på kvalitetsfødevarer og at det samtidig er rammen for at have et respektfuldt sted til de borgere, som har brug for hjælp.

– Det her med, at der skal være mening for den enkelte, når man er her, det, synes jeg, er helt centralt. Det handler i høj grad om, at vi har en ramme, hvor der er noget relationelt, der kan foregå indenfor. Så det ikke bare er en borger, der møder en kommune og nogle pædagoger eller et eller andet. Det er os allesammen, der er med i det her.