Bent Falbert: Gør Søren Pind til ny EU-kommissær

Hvis Lars Løkke Rasmussen får chancen for at udnævne den næste EU-kommissær, bør han vælge Søren Pind. Sådan lyder det fra tidligere chefredaktør Bent Falbert fra Ekstra Bladet, der i avisen skriver “om ret og vrang i retsstat og samfund”.

Der er ifølge Falbert mange, der mener, at den nuværende kommissær, Margrethe Vestager, er så dygtig, at hun bør fortsætte, men Lars Løkke har tidligere køligt afvist at forlænge hende. Det er simpelt hen i lodret strid med dansk parlamentarisk smålighed at forære gode poster til folk fra andre partier, skriver Bent Falbert.

Han ser altså en åbenlys arvtager i tidligere minister Søren Pind.

– Han har de formelle papirer i orden: jurist, borgmester, folketingsmedlem, minister for udvikling, integration, justits, uddannelse.

– Han forlod på eget initiativ regeringen i maj 2018, fordi han havde fået nok og karrieremæssigt var sat et trin tilbage fra minister for justits til uddannelse og forskning. Kommissærposten kunne give ham lyst til en tur mere i manegen, lyder det i Ekstra Bladet.

Men interessen for at afløse Margrethe Vestager til sommer er ifølge avisen stor, for ud over magt og prestige giver jobbet en månedsløn på 162.772 kr. svarende til 1.953.264 kr. årligt.