Efter uheld: Bo håber at komme på havet om en måned

Det var noget af et chok han fik, da han i mellemjulen sejlede på grund. Kutteren R32 Ninni med fisker Bo Johansen om bord bragede ind i klipperne på vej ud af havnen i Hasle en mørk morgen den 29. december. Det resulterede i en skadet båd og en chokeret fisker.

Bo Johansen skulle ud at trække torskekroge, da uheldet indtraf. Autopiloten svigtede, da Bo Johansen var gået ud for at arbejde i mørket, og så kom kutteren helt op at hænge på klipperne.

Nu venter en måned på land for Bo Johansen, der lever af at tage rundt og sælge de fisk, han fanger – men han håber, at han også i januar kan skabe lidt omsætning i forretningen.

– Måsje kan jeg købe lidt fisk af mine kolleger og så sælge dem videre, fortæller Bo Johansen til Bornholms Tidende.

Og så håber han, at Ninni snart er på havet igen.

– Vi skal have den til Tejn, hvor den skal laves. Jeg håber, at jeg kan komme på havet igen om en måneds tid, siger Bo Johansen.

Han oplyser videre, at man kan følge udviklingen på forretningens facebookside.