Grønt lys til Bygma: Stor kæde kommer til Bornholm – direktør fortsætter

Konkurrencemyndighederne har godkendt Bygmas opkøb på Bornholm, og dermed overtager byggemarkedskæden Fridolf A/S’ byggecentre i Rønne og Nexø

De to forretninger, der tidligere blev drevet under navnet XL-BYG Fridolf A/S, hedder fremover Bygma Rønne og Bygma Nexø. De indgår i Bygmas Region Øst, der ledes af regionsdirektør Jens Jensen, oplyser Bygma Gruppen.

Tidligere vicedirektør Anders Sten Jørgensen fortsætter som trælastdirektør og daglig leder af de to forretninger.

Jens Fridolf solgte byggemarkederne per 1. januar under forudsætning af konkurrencemyndighedernes godkendelse.