Østerlars holder julefest

I Østerlars er man endnu ikke færdig med at fejre jul. Derfor inviterer Østerlars Borgerforening med flere til julefest i Multihuset i aften, lørdag.

Der bliver tale om en lidt gammeldags julefest i gymnastiksalen, fortæller bestyrelsesmedlem Karen-Marie Pedersen.

Der bliver gået rundt om juletræet, Palle Kure fortæller en julehistorie, der bliver sanglege for børnene, og man kan købe et lod til amerikansk lotteri med sponserede gevinster. Et besøg fra julemanden er også på programmet.

Der skal betales entré, som finansierer kaffe og et stort kagebord. Julefesten begynder klokken 19.