De unge redder havnefesten: Hvis de ikke var kommet, havde det været slut

Det var lidt af en julegave til en glad Filip Jensen fra Snogebæk Havnefest, da han søndag før juleaften kunne mødes med en gruppe af de unge, der nu overtager det store arbejde med at arrangere havnefesten.

Der har været dialog mellem de nye og de gamle kræfter bag havnefesten siden august, og mødet den 23. december var en slags konfirmering af, at ansvaret for det store arrangement nu langsomt glider videre til en ny generation.

Og Filip Jensen er glad, for de unges engagement er altafgørende.

De samme kræfter har trukket et stort læs i mange år, og var der ikke kommet et nyt hold på banen, havde det set sort ud for havnefesten.

– Hvis ikke de var kommet, så havde det været slut med havnefesten, fastslår han.

– Jeg bruger i hvert fald fem uger om året 24/7 på havnefesten. Var de ikke kommet, så havde jeg ikke fået lov af min kone til at fortsætte…

Det betyder dog ikke, at Filip Jensen nu helt slipper taget i havnefesten. Overtagelsen foregår mere som et flydende generationsskifte, hvor de nye kræfter med Joakim Tranberg i spidsen står for programmet og det overordnede ansvar, mens de gamle erfarne kræfter videregiver den viden, de sidder inde med.