Spies: To ugers rejser fra Bornholm er ikke på vej

Rejseselskabet Spies havde et godt 2018 på Bornholm, hvor man kunne flyve 10 ture sydpå direkte fra Bornholms Lufthavn med en samlet belægning på 99,2 procent.

Næste år skruer Spies lidt op og byder på 11 ture direkte fra Bornholm, og som altid bliver der budt på ferier af én uges varighed.

Flyet tager altså eksempelvis til Mallorca tirsdag den 23. april og hjem en uge senere, og den formel fortsætter, også selv om mange bornholmere har ytret ønske om ferier af to ugers varighed.

– Vi har ingen planer om at starte to ugers rejser fra Bornholm i den nærmeste fremtid, desværre, siger Carlos Cebrian, der er produktchef hos Spies, til Bornholms Tidende.

Det sker, fordi flyvningerne er en del af den plan, som Spies har lagt, hvor flyene efter en tur fra Bornholm til Mallorca eksempelvis efterfølgende flytter gæster til Stockholm eller Oslo, lyder forklaringen fra Spies.

På den måde undgår man, at maskinen flyver to hjem.

– For at få økonomi i det hele, skal vi fylde vores fly næsten 100 procent hver gang, og ved to ugers rejser kan det ikke gå, siger Carlos Cebrian.

– Hvis 30 gæster har booket to uger på Mallorca, kan vi ikke sælge pladserne fra Bornholm til Mallorca ugen inden uden at skulle reservere 30 pladser til dem, der skal hjem efter to uger, siger han.

– Det er et stort puslespil, som vi ikke kan få til at gå op. Så uanset hvor gerne vi end vil, så vil sådan noget blive for dyrt for både os og for bornholmerne, forklarer Carlos Cebrian.