Nyt museumscenter sigter mod 80.000 gæster årligt

25 millioner kroner. Sådan en julegave fik personerne bag det forestående museumsbyggeri i Rø, hvor Bornholms Kunstmuseum skal have selskab af Bornholms Museum.

Donationen fra Augustinus Fonden betyder, at man nu kan gå i gang med slutspurten og forhåbentlig starte byggeriet i efteråret 2019, siger Jacob Bjerring-Hansen, direktør for Bornholms Museum.

Det nye byggeri er en tilbygning på 3000 kvadratmeter, der ud over Bornholms Museum vil indeholde en ny afdeling af kunstmuseet med fokus på lys, samt et fællesrum for de to museer.

– Det er en kæmpe opgradering af museumstilbuddet på øen, og det er især en stor opgradering af det tilbud, som vi kan tilbyde bornholmerne og gæsterne i ydersæsonen, siger Jacob Bjerring-Hansen, som håber, at det nye museumscenter kan åbne i efteråret 2021, hvis alt klapper.

Når det står klart, ventes der at være 75.000-80.000 besøgende om året, hvilket vil være cirka en fordobling af de seneste års besøgstal på Bornholms Kunstmuseum.