Julefred på Rønne Havn: Megahammeren er sendt hjem

Julefreden har sænket sig over Rønne Havn. For et par uger siden blev det sidste slag slået med den hammer, der gennem måneder har hamret pulletere ned i havbunden, og de mange arbejdere, der i døgndrift har knoklet på havneudvidelsen, er sendt på juleferie.

16 tons-hammerens sidste slag var imødeset af mange, idet den har stået for en nogle gange lidt irriterende lydkulisse til Rønnes hverdagsliv, og at den nu er sendt væk fra Bornholm, vækker med garanti glæde i mange hjem.

Første fase af havneudvidelsen i Rønne omfatter blandt andet 1.100 meter stenmole og mere end 300 meter ny kaj til blandt andet krydstogtskibe.

Første fase ventes at stå færdig i maj 2019 og koster rundt regnet en halv milliard kroner.