På denne scene bliver Leonora Christina vakt til live igen

Det hedder sig, at en prosaisk anlagt stadsingeniør, da man 50’erne besluttede at skære Odense midt over med Thomas B. Thriges Gade, kommenterede beslutningen således:

– Man kan ikke lave omelet uden at slå æg i stykker.

Det gjorde man så. Smadrede byens sammenhængskraft med en bred og for bilister dejlig trafikåre, som dog samtidig udraderede en stor del af den gamle bykerne og isolerede kvarteret med H.C. Andersens hus fra resten af det centrale Odense.

Og man kan vel næppe heller klinke skårene, altså putte æg og hvide tilbage i skallen, som fint samler sig igen? Nej, og dog.

Det viser sig nemlig, at det er man tilnærmelsesvist godt i gang med i Odense, kan jeg konstatere, da jeg i forgangne uge netop er ankommet til Odense Banegård med toget og står ude på gaden foran stationsbygningen.

Sikke et byggerod, uden at jeg på det tidspunkt aner, hvad det går ud på, men jeg får da krydset gaden og finder frem til Odense Teater på den anden side af en lille park.

Jeg skal møde pr-medarbejder Julie Lindegaard, som vil tage mig med til prøverne på teatrets store satsning, en nyskreven musical om Leonora Christina, som med sin mand Corfitz Ulfeldt blandt andet i 1660-61 sad fængslet i 17 måneder i Hammershus, mens hun selv senere sad fængslet i 22 år i Blåtårn, København.

Julie Lindegaard byder velkommen og fortæller, at der netop nu foregår prøver på musicalen. Hun forklarer, at det altså ikke er her i den gamle teaterbygning, det sker.

– Odense har fået et nyt musikhus, siger hun, mens vi forlader teatret.

– Og vi opfører musicalen i dets største sal.

Vi går gennem gaderne, som er fulde af nybyggeri. Hun fortæller, at lige her, hvor der bliver opført helt nye boligkvarterer, lå Thomas B. Thriges Gade, som blev nedlagt i 2014.

Nu er man altså i færd med at opbygge et nyt æg, så at sige …

Her er ved at blive lagt fliser, blandt andet, og vi befinder os i en labyrint af afspærringer.

Hun peger hen mod en passage mellem to huse, hvor der også er afspærret.

– Vi skal lige derhen, men det er ikke let at finde vej for tiden, der sker hele tiden noget, siger hun.

En monsterstor grøn lastbil bakker forbi os. ”Snave Vognmandsforretning”, står der på den.

Hvor fanden?

Musikhuset hedder Odeon, og dets største sal kan under normale omstændigheder rumme 1.750 publikummer, men ved denne forestilling skal der sidde et 70 mand stort symfoniorkester i orkestergraven, så der bliver kun – ”kun” – plads til 1.500 på publikumsrækkerne.

Omsider kommer vi ind i bygningen og finder frem til bagscenen, mens Julie fortæller, at det også er den største scenografi nogensinde, teatret har bygget.

– Den er otte meter høj, siger hun, da vi står og studerer det store monstrum, som er blåmalet, og som netop blandt andet skal illudere Blåtårn, hvor Leonora Christina sad fængslet i 22 år, men også for eksempel Rundetårn.

– Vi lejede os ind i en hallerne hos en våbenfabrik, som var gået konkurs, siger Julie.

– Der har vi bygget den. Og vi har også lavet vores egen drejescene til forestillingen.

Mens vi taler, sker der ting og sager inde på scenen, hvor prøverne er i fuld gang. Det er første dag, skuespillerne ikke sidder og prøver i et kedeligt kontorlokale, men her hvor det hele rent faktisk skal ske, og de giver den pænt gas.

Nu kommer instruktøren Peter Langdal gående hastigt ind på scenen.

– Hov, vi mangler en regissør, siger han og ser sig omkring.

– Hvor fanden er hun henne? Nå, vi klarer det selv.

Julie og jeg lister os ned på tilskuerpladserne. De grønne stole er monteret stejlt opad, så alle har godt udsyn til scenen.

Langdal giver konstant desinner:

– Næste hold på scenen siger han.

– Vi skal ha’ buret ind.

Han sidder på 6. række, men rejser sig og bevæger sig ud mod siden, da han får øje på mig på en række lidt længere oppe.

– Hvem er det nu, du er ?

Jeg forklarer det.

– Nåja, jeg havde godt hørt, du sku’ komme, velkommen til, siger han og kommer hen og giver hånd.

Jeg håber, vi kan tale sammen i bare fem minutter?

– Jaja, det finder vi ud af i en pause. Vi er lige rykket ind her på scenen i går, så vi skal lige finde os selv, siger han og går hen og sætter sig igen.

Så vender han sig mod mig.

– Jeg tænkte nok, det var dig, siger han venligt.

– Vi skal nok finde på noget, fortsætter han, inden hans fokus igen er 100 procent rettet mod scenen.

Der for bliver det de næste mange timer, og det ender med, at vi laver en hurtig aftale om, at jeg kan ringe til ham næste dag, så jeg ikke skal forstyrre ham under de hektiske prøver.

En engelsktalende herre dirigerer rundt med tropperne på scenen, hvor de bakser med de store kulisser. Det viser sig at være scenografen.

En ung, klein kvinde passerer forbi mig og sender lige en høj tone mod loftet – ”lalaaa”.

– Der er noget med akustikken, siger hun til lydmanden, som sidder bag sin pult.

Hun sender endnu en tone mod loftet, men ser tilfreds nok ud.

Videre!

Langdal ryger op og ned i stolen, går op på scenen, vender tilbage til en ny stol, gestikulerer. Han har en mørkeblå trøje på ud over en hvid skjorte, som titter frem forneden. Sorte cowboybukser, som afslører hans hvide underbuks, når han læner sig forover.

Ærmerne har han smøget op over albuerne. Han er trukket i arbejdstøjet.

– Kan vi gå videre! Troels og Xenia! Troels, prøv lige at gå ind i det der mærkelige bur, råber han.

Troels Lyby spiller Corfitz Ulfeldt, mens Xenia Lach-Nielsen spiller Leonora.

Han står i buret – det kunne være et abebur – og griber fat i tremmerne foran sig.

– Hvad, hvis du holder i tremmerne over hovedet i stedet, spørger Langdal, hvilket skuespilleren straks gør.
– Nej, det andet var bedre, siger Langdal, og armene ryger ned igen.

Troels Lyby jamrer:

– Jeg bli’r lagt på hjul og stejle …!

Xenia:

– Det kommer aldrig til at ske! Jeg sælger mine øreringe, og så bestikker vi vagterne!

Troels Lyby falder ud af karakter:

– Må jeg komme med et forslag, som ikke betyder ret meget, siger han til Langdal, som nu er på vej op til buret på scenen.

– Du må komme med et forslag, som virkelig betyder noget og ændrer meget, siger instruktøren imødekommende.

De diskuterer en detalje, og Langdal vender tilbage til stolerækkerne.

Troels oppe i buret:

– Det er også sjovt at være helt patetisk, siger han og hulker lidt på skrømt.

– Men med vrede er der nok mere for Leonora at komme efter, tilføjer han.

– Lad os fortsætte, siger Langdal.

Troels spiller scenen:

– Jeg vil ikke halshugges og lægges på hjul og stejle …, småhulker han vredt.

Langdal afbryder ham:

– Troels, det er godt, når du er vred, men at man også mærker gråden bagved. Han kæmper imod følelsen, det er dér, pengene ligger, siger instruktøren fornøjet.

Xenia alias Leonora trøster Ulfeldt:

– Det kommer ikke til at ske, det tillader jeg ikke. Jeg har bestukket vagterne, vi forsvinder lige så stille, du og jeg, fra jordens overflade.

– Det er spildte kræfter, siger Ulfeldt nedslået.

Hun lukker ham ud ad buret.

– Lad os komme af sted, siger hun, og de to hopper nærmest med gadedrengehop som to kåde elskende ud af scenen, men Langdal stopper dem:

– Nej, prøv lige at gøre det rigtigt. En gang til. Løb alt, hvad I kan, Troels skal overhale hende og være i front.

Så spæner de scenen rundt et par gange.

Langdal kommer hen forbi min stol.

– Du skal huske, der er musik under det hele, siger han og filer på en imaginær cello.

De to skuespillere løber igen hele scenen rundt, og Langdal råber:

– Tag fat i hende, Troels!

Men Troels er over alle bjerge, som var det en løbekonkurrence, og instruktøren ler muntert af hans ihærdighed.

Dansk jävlar!

Lidt senere kommer endnu flere på scenen, og der skal koreograferes kampscener.

Frederik Mansø Boutrup skal spille den svenske konge Karl X Gustav og farer rundt med en kårde på scenen og laver bevidst komiske udfald med den til højre og venstre. Lydmanden har sat noget af musikken på, den brager dramatisk ud af højttalerne, men Peter Langdal vil have den endnu højere:

– Prøv at skrue den højt op – fortissimo! Det har vi ikke rigtig prøvet før, siger han og råber op til Frederik Mansø Boutrup for at inspirere ham:

– Jävla prøjsiska svinhunda!

Et dusin krigere er på scenen, Frederik farer rundt og skælder ud:

– Förbandade dansk jävlar, råber han og lyder som den afdøde svenske skuespiller Ernst Hugo i ”Riget”.

Næste dag fortæller Peter Langdal i telefonen, at han synes, det er fantastisk at få lov til at fortælle om den første kvinde i verdenshistorien, Leonora Christinas, som skrev sin egen biografi.

– Det er ret vildt. Uden sammenligning i øvrigt, så er det ligesom Hillary Clinton, som, fordi hun ikke fik magten, fik travlt med at skrive en bog om, hvad der i virkeligheden skete, haha, ler instruktøren.

– Så de store linjer i forestillingen er også, hvad er virkeligheden, hvordan kan vi forholde os til det, der bliver sagt? Er det sandt eller falsk? Og hun brugte jo det meste af de 22 år, hun sad i Blåtårn, på at retfærdiggøre sig selv. En anden ting, der er interessant, er, at hendes bror, Frederik III, indførte oplyst enevælde, fordi adelen havde fået for megen magt og umuliggjorde, at kongen kunne regere. Og historikerne siger, at havde det ikke været for enevælden, der samlede landet, som var ved at gå statsbankerot, så havde vi ikke senerehen fået et demokrati.

– Så jeg synes, det er en enormt spændende periode i vores historie. Det handler ikke bare om et enkelt menneskes eksistens, men også om landets eksistens, og det er jo dejligt politisk ukorrekt at sige, at der skal en diktator til for, at et land skal overleve, siger Peter Langdal og ler sardonisk.

Spørgsmålet om, hvorvidt Leonora Christina var medvider til sin mands gøren og laden og dermed også landsforræder afklarer forestillingen ikke entydigt.

– Vi lægger forskellige ting frem, så må folk selv tage stilling til det, siger instruktøren.

– Men selv synes jeg, hendes karakter er dobbelttydig, hun er eddermame en heftig dame. I dag ville hun måske ha’ været en virksomhedsleder – der var havnet i spjældet, haha.

Og forestillingen er endnu en historie om, at ”something is rotten in the state of Denmark”, som Shakespeare skrev?

– Ja, det kan du godt sige. Det er et sjovt shakespeare-citat, for det foregår jo i næsten den samme tid, og en af de sidste scener finder sted i London, hvor hun bliver arresteret og ender i Blåtårn. Vi har også scener, der foregår flere steder i København, en scene på Ellensborg på Fyn, nogle scener rundt omkring i kongehusene i Europa – og så et par scener, der foregår på Bornholm.

At Bornholm gennem syv år blev besejlet af en hurtigfærge, som hed Leonora Christina, var Peter Langdal ikke klar over.

– Nej, hvor sjovt, siger han.

– Men jeg tilbragte alle mine sommerferier som barn på Bornholm. Så jeg må se at kommer derover igen med min egen familie.

– – – – –
Musicalen Leonora Christina
Komponist Stephen Henriksen og Torben Kirkegaard, der har skrevet sangteksterne, præsenterede oprindeligt et stykke musik for den Fynske Opera for år tilbage. Der sad Jesper Buhl som leder – og kontaktede Odense Teater og Odense Symfoniorkester, der flere gange havde talt om at lave et projekt sammen.

Jesper Buhl præsenterede musikken, og alle var solgt. Så gik jagten ind på den gode historie, som kunne binde musikken sammen, og efter en del research og overvejelser faldt holdet over historien om Leonora Christina Ulfeldt.

Manuskriptforfatteren Andreas Garfield blev hyret til at skrive historien, og den er nu blevet til i et tæt samarbejde mellem komponist, sangtekstforfattere, manuskriptforfatteren og instruktøren, som er Peter Langdal.

20 skuespillere og dertil otte børn instrueres af ham, og 70 musikere fra Odense Symfoniorkester akkompagnerer forestillingen. Der er syet over over 100 kostumer af mere end 1.000 meter stof.

Odeons Store Sal i Odense kan ved denne forestilling rumme 1.500 publikummer. Forestillingen spiller fra den 22. januar og til den 15. februar. Billetter kan købes på odenseteater.billetten.dk til priser på 190-510 kroner.