Joakim Tranberg: Jeg får lov til at køre på alle tangenter

Odense Teater sætter alle sejl til med en dansk helt nyskrevet og -produceret musical, som hedder ”Leonora Christina”.

At der bliver knald på vidner alene besætningen i orkestergraven om, der vil således sidde et symfoniorkester på 70 musikere og akkompagnere skuespillerne i en forestilling, som handler både om storpolitik og om de dramatiske følelser af had og kærlighed, som snart sagt enhver familie kan indeholde.

Det er teatrets største satsning nogensinde, og den realiseres i et tværkunstnerisk samarbejde med Den Fynske Opera og Odense Symfoniorkester, ligesom musicalen er udviklet i samarbejde med Uterus – Danmarks Musicalrugekasse.

Der er naturligvis tale om Leonora Christina Ulfeldt (1621-98), som var datter af Christian 4. og Kirsten Munk, og som gennemlevede et særdeles dramatisk kapitel i danmarkshistorien. Hendes mand rigshofmester Corfitz Ulfeldt blev dømt dom landsforræder og henrettet offentligt in absentia, og Leonora nåede at sidde fængslet i 22 år i Blåtårn på Københavns Slot.

Inden da havde hun og gemalen oplevet at sidde fængslet i 17 måneder på Hammershus på Nordbornholm i et sandt rædselsregime under generalmajor Adolph Fuchs, som havde overopsynet med dem – og som i øvrigt spilles af Stig Rossen, som hvert år gerne opholder sig på Bornholm.

Blandt skuespillerne i forestillingen, som har premiere den 22. januar, finder man også den bornholmske skuespiller Joakim Lind Tranberg, som bragede gennem lydmuren i musicalen ”Seebach”, som er set af flere end 200.000 tilskuere.

Bornholms Tidende har besøgt prøverne på ”Leonore Christina”, som netop er rykket ind på den egentlige scene i Odense i byens nye musikhus, Odeon nær teatret, hvis store sal kan rumme 1.750 tilskuere.

Denne dag ankommer Joakim Tranberg lidt senere til prøverne, fordi han har været til casting på tv-serien ”Sygeplejeskolen”, som bliver sendt på TV 2 Charlie. Han har nok at se til, for efter dagens prøver venter i aften forestillingen ”Nissebanden”, som han spiller med i på teatrets store gamle scene.

– Der er fuld drøn på, fortæller han og glæder sig til at skulle optræde i ”Leonora Christina”.

– Det er et fucking fedt projekt, siger han og forlader dermed et kort sekund sit i øvrigt ret udtalte bornholmske tungemål.

– Det fuldstændig nyskrevet og med vanvittig flot filmisk musik. Der er nok mange, der vil være uenige med mig, men jeg hører ”Terminator” møder ”Ringenes herre”, så jeg glæder mig så meget.

Joakim skal spille Frederik III, som bliver konge efter sin far Christian IV, Danmarks store bygmester, og som kommer i konflikt med sin søster Leonora Christina og hendes mand.

– Da jeg så manuskriptet, og hvordan Frederik er skrevet ind, blev det bare endnu federe. Jeg får lov til at køre på alle tangenter, det er virkelig fedt med højdramatiske scener, man kan dykke ned i, og fantastiske sange, jeg får lov til at synge. Det er virkelig en rolle med kød på, der er fede skuespillere omkring mig, flot scenografi og kostumer, og så er der også lige et kæmpe symfoniorkester. Jeg glæder mig! Og så kan det godt være, at andre tænker Blåtårn, når de hører om Leonora Christina, men jeg tænker jo Hammershus, siger skuespilleren.

Stresset?

Stig Kaarsberg Boisen, produktionsleder på ”Leonora Christina”, fortæller, at det er et kæmpe puslespil at få det hele til at gå op i en højre enhed, som skal kulminere ved premieren den 22. januar.

Er det noget, der kan give søvnløse nætter?

– Ja, det kan man godt sige, siger han her på bagscenen, mens vi kan høre, at prøverne inde på selve scenen er i fuld gang med højlydte replikker, som ryger frem og tilbage.

– For det er meget presset. Fra læseprøven til premieren er der seks uger, og alle er meget optaget af også andre ting og forestillinger, de spiller med i, så vi skal udnytte hvert minut, vi kan samle dem her.

Instruktør Peter Langdal holder da også denne dag fokus i en grad, så det ikke lykkes at få et interview til Bornholms Tidende, hvilket vi dog klarer over telefonen dagen efter – så får han også brugt togrejsen fra København og til Odense til noget fornuftigt.

På spørgsmålet om, hvor stresset han føler sig på en skala fra 1 til 10, svarer han:

– Stresset? Jeg synes ikke, jeg er stresset. Det kan jo ikke nytte noget at blive hysterisk over, at der er så kort tid.

Et gesamtkunstwerk kalder han musicalen med et tysk begreb, som kan oversættes til ”totalkunstværk” eller ”helhedskunstværk”, og han påpeger, at nu, hvor prøverne er rykket ind i på den scene, hvor stykket skal spilles, skal det hele samle sig:

– Vi er lige kommet ind i rummet, så nu handler det om at gå fra det lille badeværelse, som man kan sige, en prøvesal er, og ud i den hangar, hvor det skal foregå. Men der er en masse energi i det, når vi arbejder på det, fordi bevægelserne skal være så store.