Det skete i de dage…

Vi har ikke set solen i dagevis. Decembermørket og en tung dyne af tåge og regn har sænket sig over Bornholm, øen de kalder for Solskinsøen.

Men der er lys forude. Det går den rigtige vej. I går vendte bøtten. Fredag var årets korteste dag, og på et eller andet tidspunkt kommer solen igen, og alt bliver godt.

Og julen. Den er her nu. Lige om lidt. På trapperne. For at citere De skøre Nattergale og deres nervøse Canal Wild Card-vært, Finn Nissen, der har fået et kærkommet comeback på tv i denne måned:

Det ER jul.

Og det er dejligt. Hygge, god mad og hvad der ellers hører sig til af traditioner, bringer lyset i en mørk tid. Det er højtideligt, og det er smukt. Som julens budskab også er det: ”Det skete i de dage”.

Julen er lys i mørket. Den er håb og fred. Og håbet om fred. I de dage, der kommer nu, lader vi våbnene ligge. Vi lader konflikter og uenigheder hvile bare for en stund.

Og det er da vist meget godt og sundt med en pause indimellem. For til hverdag kan der let ryge en finke af panden (eller hvad det nu hedder), når vi himler op over færger, der ikke sejler, eller avisen, der ikke kommer til tiden. Eller vejret. Eller politikerne, de elendige klamphuggere og skidesprællere og socialdemokrater hele bundtet.

Vi holder os ikke tilbage, og måske er vi lidt hurtige på aftrækkeren indimellem.

Så gør som jeg. Træk stikket et par dage. Lad telefonen, den store, slemme tidrøver, og Facebook og mailen være i fred.

Send varme tanker også til dine fjender. De har også brug for det.

Løft blikket og se dine elskede i øjnene, find favorit-lænestolen og læs din avis i fred og ro – til duften af god mad og lyden af julens skønne sange.

Og glæd dig så endelig til mellemjulsdagene – dem er der ikke så mange af i år, men alligevel – hvor vi har pakket aviserne med masser af godt læsestof, som du kan se frem til.

Når det handler om læsestof, om de gode historier, så løber vi aldrig tør. Det så vi igen i ugens løb. Jeg tager mig stadig i at blive forbløffet.

Og griner ofte, når folk (det er jyder, jeg taler om!) spørger, hvad vi laver uden for sæsonen her på Bornholm. Altså underforstået: ”Kan I overhovedet finde på noget at skrive om? Sker der noget derovre på Bornholm?”

Jo tak. Det går nok. Lad os blæse ugens aviser igennem, og hold nu fast!:

I årets næstsidste uge skrev vi om en lokal ejendomsmægler, der skal i fængsel på grund af bedrageri, vi skrev om en ny gin-fabrik i Aakirkeby, om keramikfabrikkens konkurs og om en fonds-gave på 25 millioner til det nye museum. Og ikke mindst skrev vi om et besøgscenter, man ikke kan besøge.

For dårligt, mener mange. Jeg er helt enig: Hvorfor skal åbningstiderne til en udstilling på en af Danmarks mest kendte turistattraktioner og Bornholms helt store ikon, være afhængig af, hvor mange burgere, Michelin-restauranten Kadeau kan sælge. Det hænger ikke sammen, gør det?

Og i den mere kuriøse afdeling skrev vi om en englænder, der torsdag aften satte sig i Kombardo-bussen i København med sin lille datter. De skulle til Aarhus, men endte i Rønne.

Hvordan sådan noget kan lade sig gøre, må guderne eller julemanden vide, og her var i øvrigt endelig en historie, hvor bornholmerne for en gangs skyld var enige om, at den kunne man – trods alt! – ikke klandre Molslinjen for.

Det er til at blive helt forpustet over at tænke på al den ballade og de historier, og samtidig skal vi også lige holde øje med, hvad der sker uden for andedammen.

Her lærte alle danskere i ugens løb højskolesangbogen og sangen ”Den danske sang er en ung blond pige” at kende.

Ærlig talt. Jeg kendte den ikke i forvejen, men fin er den. Og vanskelig at føle sig krænket over som en ung ”brun” studerende på Københavns Universitet blev det… selvom man som jeg er en mørk, høj mand.

Lad os nu kalde en spade for en spade: Vi er blevet de krænkede, og vi har kun set toppen af isbjerget.

Den politiske korrekthed og nypuritanismen sniger sig ind på os i alle mulige og umulige former. I skikkelse af blandt andet veganere og beton-feminister.

Vi griner af svenskerne, men vi er på vej lige lukt ned ad sammes sti.

Det var nu, vi godt kunne bruge en Kim Larsen til at sætte det hele på spidsen med en smøg i kæften og en moralsk langemand til det korrekte etablisement.

Nå. Lad det nu være jul. Lad freden sænke sig over land og by. Syng, så du ikke kan synge mere – og skyl hæsheden væk med en god juleøl eller et dejligt glas rødvin.

Det har jeg tænkt mig. Glædelig jul, Bornholm.