Ben Woodhams afslutter sit projekt: Man kan male i al slags vejr. Det ved jeg nu

Om en uge er det slut. Ben Woodhams nærmer sig afslutningen på sin kunstneriske tour de force rundt om Bornholm med hastige skridt.

Selv om der i realiteten har været en del sten på turen, ikke mindst på strækningen fra Arnager til Rønne – og også en del modvind – så er der nu kun én etape tilbage.

I går tilbagelagde den britiske ornitolog og maler nemlig den næstsidste strækning fra Stampen til den nye havneudvidelse i Galløkken. Og fredagen efter jul, den 28. december, er den engelskfødte tegner og naturalist tilbage på Nordhavnen i Rønne – på præcis det sted, hvor han startede sit projekt for et år siden.

Lærestreger

I den mellemliggende tid er bloggen, hvor Woodhams uge efter uge har delagtiggjort læserne i sine tanker og oplevelser – og ikke mindst lagt en endeløs serie af fremragende al fresco-akvareller op. Uge efter uge er endnu et kapitel føjet til – og bloggen rummer nu et righoldigt materiale af farverige og naturtro gengivelser af fugle og fauna, samt Woodhams’ nøjagtige observationer undervejs gennem de fire årstider og de millioner af års geologiske variabler langs den bornholmske kystlinje.

Som en ægte videnskabsmand har Woodhams noteret detaljer om planter og fugleliv – herunder arter og antal – dagtemperatur, vindretning og -styrke, klippearter og -formationer, samt lokale forhold – og han har også med selvironisk distance observeret sig selv, hvilket har tilført bloggen et underholdende og humant aspekt.

Den ugentlige tjekliste over ting, man IKKE skal gøre, når man insisterer på at male fra solopgang til solnedgang uanset om det regner eller sner, er pligtskyldigt nedfældet under overskriften “lessons learned“.
Begrebet ”smoking guilt” er også dukket op undervejs, indikerende at kunstnere gennem alle tider har en del at kæmpe med – udover de kunstneriske ambitioner.

Stor interesse på de sociale medier

Blogindlæggene har høstet tusindvis af kommentarer undervejs, oftest fulde af ros og tilkendegivelser om stor kærlighed til lige netop dét sted eller lige præcis den fugl, som Woodhams har fanget med penslen i den uge.

Woodhams’ mange følgere på de sociale medier har ligeledes kvitteret med hundrevis af likes og hjerter hver uge, og for mange bornholmere har fredagene i 2018 været ledsaget af stigende forventning. Hvad mon Ben Woodhams oplever i dag?

Kunstneren selv har følt en stigende glæde ved fredagsturene – og har som naturlig konsekvens oplevet en voksende følelse af melankoli, efterhånden som han begyndte at nærme sig rejsens mål.

“KYST 50 Onsbæk pine forest with my beloved M60 shelter… Not long to go now, sniff“, skrev Woodhams den 14. december, “Onsbæk fyrreskov med mit elskede M60 telt…. Ikke langt tilbage at gå nu, snøft“.

Tættere på lokalhistorien

For Ben Woodhams har de 52 dagsture bragt ham nærmere på den bornholmske dna, end han nogensinde havde drømt om at komme.

– Udover naturen og fuglene har jeg oplevet elementer af socialhistorie, gammel industri, nedlagte stenbrud, dyr, planter, geologi på min vej, siger Ben Woodhams.

Han har passeret Chamotte-fabrikken i Hasle, der i sin glansperiode beskæftigede 300 mennesker, og det forlængst lukkede fosforitbrud ved Arnager, hvor der er kun nogle træstumper tilbage, der hvor skibene lagde til under krigen – og på den mellemliggende strækning har han lært at håndtere det strabadserende udeliv.

– Man kan male i al slags vejr. Det ved jeg nu. Men det har krævet lidt træning. Jeg er blevet bedre til at pakke udstyr og til at slå teltet op. Ved at male i regnvejr har jeg lært at bruge vandet i mine tegninger. Det er erfaringer, jeg kan bruge hele mit liv.

Ben Woodhams føler også, at han er kommet et spadestik dybere ned i den bornholmske lokalhistorie i takt med, at han har tilbagelagelagt de 120 kilometer rundt om øen.

– Jeg har mødt så mange mennesker undervejs, som har fortalt om deres personlige forbindelse til de steder, jeg har passeret. Jeg føler næsten, at jeg blev en del af deres samfund.

Projektet gav struktur i hverdagen

Nu er det snart slut. Når nytårsraketterne om ti dage stiger mod himlen, træder Ben Woodhams ind i 2019 – året efter året han gik Bornholm rundt.

– Det er næsten synd. Fredagsturene og KYST-projektet gav mig struktur og en fast rytme, og mit kunstneriske arbejde er løftet til et nyt niveau, hvilket igen har givet mig meget større selvtillid som kunstner, siger Ben Woodhams, der frygter den tomhed, der følger, når KYST-projektet slipper grebet om hans ugerytme.

Det bedste jeg nogensinde har gjort

Næste år står der bogprojekt og udstillinger på programmet. Og ikke så meget andet.

– Jeg vil ikke begynde på et kæmpestort projekt næste år. Jeg skal lige have tid til at fordøje det her.
Ben Woodhams tænker sig lidt om. Så siger han:

– Jeg tror, det her er det bedste, jeg nogensinde har gjort i mit liv. Det er en stor ting at sige, siger han og bliver tavs.

– Det bliver lidt crash and burn i de kommende uger. Men jeg glæder mig også til at få hvilet ud. Og jeg tror også, at min familie glæder mig til at få den gamle Ben tilbage.

– – – – –
Udstillinger:

KYST på Svanekegaarden
3. maj – 23. juni, 2019
Svanekegaarden, Skippergade 6, 3740 Svaneke.

KYST at the Donald Watson Gallery
5. juli – 29. august, 2019
SOC, Waterston House, Aberlady EH32 0PY, UK.

KYST på Allerød Kunstforening
3 – 20. oktober, 2019
Kirkehavegaard, Kirkehaven 16, 3450 Lillerød.