Tekniske problemer forsinker DAT-fly i timer

Fredag formiddags fly mod Aalborg er forsinket i minimum to en halv time på grund af tekniske problemer.

Flyet skulle være afgået mod det nordjyske klokken 10.15, men passagererne fik besked om at forlade flyet, efter at de ellers havde sat sig til rette.

Ny afgangstid er sat til 12.45.

– Vi begyndte at trille ud mod startbanen og sad og talte om, at det var et nyt, lækkert fly, da vi pludselig blev fortalt, at vi på grund af tekniske problemer måtte køre tilbage til gaten, fortæller journalist Mie Mølbak, der er med på flyet.

– Der sad vi så i fem-ti minutter, inden vi altså blev bedt om at gå tilbage til terminalen.

Jesper Rungholm fra DAT oplyser, at der skal flyves en tekniker til Rønne. Han ankommer klokken 12.25 og forventes at løse det tekniske problem forholdsvis hurtigt, så flyet derefter kan komme af sted mod Aalborg.

Passagererne er blevet tilbudt at tage med til Billund med flyveren klokken 12 i stedet.