Årets korteste dag fejret med bål og festivitas

Fredag den 21. december på årets korteste dag var der traditionen tro vintersolhvervsarrangement i Snogebæk.

Klokken 16.30 mødtes man foran brugsen, hvor der blev udleveret fakler til store og små, og herefter gik byens borgere i samlet trop mod stranden, hvor det store flotte bål blev tændt.

Herefter blev der sunget et par sange, og arrangementet sluttede med lun fiskesuppe og snobrødsbagning for børnene.

Det fortæller Fenella Overgaard og Casper Finne Rasmussen, som oplyser, at traditionen stammer fra gamle dage, hvor denne dag har været markeret med bål og festivitas for at ønske lyset velkommen tilbage.

Vintersolhverv markerer, at vi på den nordlige halvkugle nu går mod længere dage.