39-årig mand med store mængder narko tog benene på nakken men blev fanget

En 39-årig mand tog torsdag eftermiddag benene på nakken, efter at han selv havde fremvist en pose amfetamin til en patrulje fra Bornholms Politi i Ellekongstræde i Rønne.

I flugten ville manden smide yderligere en pose narko over en mur, men intet lykkedes for ham, fortæller Bornholms Politi.

Den 39-årige mand er derfor nu sigtet for at have været i besiddelse af 24,71 gram hash, 20,79 gram amfetamin og tre gram kokain.

Han er desuden sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde og ulovlig omgang med hittegods, idet han var i besiddelse af et hævekort, der er meldt tabt af ejer for tre uger siden.

Bornholms Politi oplyser desuden, at en 25-årig mand fra Østbornholm er sigtet for at være i besiddelse af 10,06 gram hash.