Store forventninger til vodka fra Nexø: Den er lagret på granit

– Ja, der er altså ikke granit i flasken, skynder Simon Lorentzo Jensen sig at forsikre.

– Den er efterfølgende filtreret fra. Men den er lagret på ægte Rønne-granit, fortæller han om et nyt produkt fra Den Bornholmske Spritfabrik i Nexø.

Her på Sdr. Hammer i Nexø får den nye virksomhed Vodka Bornholm nemlig brygget, tappet og pakket en ny vodka, der bliver lanceret ved et launchparty her i eftermiddag i Magasin i København.

Idémændene bag den ny vodka er Simon Lorentzo Jensen og Marshoud Tolstrup Dababneh.

Simon Lorentzo Jensen var i 2016 med til stifte Snaps Bornholm, der også får brygget og pakket sine snapse på spritfabrikken i Nexø. Snapsen er ifølge ejerne blevet taget godt imod og har givet Snaps Bornholm et omsætningsspring fra minus 352.752 kroner i 2016 til et plus på 514.395 kroner i 2017.

Nu har nogle af folkene bag snapsefirmaet stiftet endnu et selskab med det formål at udvikle og sælge vodka, og de har også store forventninger til det nye produkt.

– Vi har rigtig længe gerne villet lave vodka også. Nu har vi godt fat i de økologiske snapse, så nu skulle det være, siger Simon Lorentzo Jensen.

Snaps Bornholm fremstiller otte forskellige snapse samt en årlig speciel edition, som i år er en sherry fadlagret snaps på økologiske rosiner.

Hvorfor er det lige vodka, I nu udvider med?

– Vi synes, der mangler en lækker økologisk vodka. Det er en ren vodka lavet på hvede, granit og vand, fortæller han.

Virksomheden udspringer fra København, og ingen af ejerne er bornholmere, men Vodka Bornholm og Snaps Bornholm beskriver produktet som bornholmsk.

– Hele produktionen er på Bornholm. Både snaps og vodka brygges, tappes og pakkes i Nexø, forklarer Simon Lorentzo Jensen.

Økologien er vigtig

De beskriver deres produkt som økologisk Premium Vodka. Vodkaen er lavet på økologisk hvede og ifølge firmaet filtreret gennem to milliarder år gammel granit fra Bornholm. Granitten udskiller mineraler, som giver vodkaen en særlig blid smag.

Det økologiske er et vigtigt element, således er selskabet Vodka Bornholm ApS stiftet 27.9.18 med det formål specifikt at udvikle og sælge økologisk vodka.

Den økologiske vodka kommer på markedet mellem jul og nytår, og frem til 30. december kan den kun købes i Magasin. Efter nytår kommer den ud i flere butikker.

Vodka Bornholm er stiftet af M01 INVEST ApS og Organic Spirits Denmark A/S, og sidstnævnte har også som formål at udvikle og sælge økologisk spiritus. Simon Lorentzo Jensen er direktør i selskabet.

Snaps Bornholm blev stiftet af Simon Lorentzo Jensen, John Oxlade og Jesper Kleine Rasmussen i 2016, der gerne ville lave kvalitetssnaps, og de fandt frem til Den Bornholmske Spritfabrik i Nexø til at producere deres økologiske snapse og nu også vodka.

Vild fremgang

Vin og Spiritus Organisationen i Danmark (VSOD) oplyste i denne uge, at der er sket næsten en fordobling af destillerier i Danmark på bare et år, og ifølge mediet Fødevarewatch oplever dansk spiritusproduktion vild fremgang. Spritfabrikken i Nexø tapper for for flere af de små producenter og her har indehaver Niels Frost da også susende travlt.

– Tapperiet kører for fuld skrue. Det er den mest travle dag på året, siger Niels Frost onsdag, og fortæller, at det er en ”pæn andel” af produktionen på fabrikken, som nu er produktion for eksterne firmaer, som eksempelvis Vodka Bornholm og Snaps Bornhom.

Men måske kan spritfabrikken se frem til at få endnu mere travlt.

Idémagerne bag Vodka Bornholm er ikke færdige med at udvikle, siger Simon Lorentzo Jensen.

– Nu har vi fået godt fat med snaps, og er kommet godt fra start. Vi har da andet i tankerne, men det er ikke lige rundt om hjørnet.