Molslinjen: Folkemødet er en stor mundfuld

Foreningen Folkemødet forventer en stor øgning af transporten af vogne og løstrailer, når den politiske festival finder sted i juni.

I 2018 blev der alene for til opbygningen af Folkemødet transporteret 138 biler, beboelses-/toiletvogne, trailere med mere, og Folkemødet forventer, at det tal stiger med 50 procent i 2019.

Det giver pres på færgetrafikken for Molslinjen.

– Som ny færgeoperatør på Bornholm er Folkemødet selvfølgelig en stor mundfuld. Men sammen med Folkemødets sekretariat har vi lavet en plan, hvor kapaciteten sættes ind, så logistikken hænger sammen og endnu flere danskere får mulighed for at opleve demokratiets fest i Allinge, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard, ifølge en pressemeddelelse.