Mange initiativer på vej: Nu skal der turbo på tilflytningen

Bornholm har brug for tilflyttere, og virksomhederne har brug for mere arbejdskraft. Derfor er kommunen nu på vej med en strategi for begge dele. En skitse for den kommende strategi blev torsdag godkendt af kommunalbestyrelsen.

– Det kræver i høj grad en fælles indsats, og at vi gør de rigtige ting for de rigtige målgrupper, sagde Erik Lund Hansen (S), formand for udvalget for job, udvikling og fritid.

Mange og meget forskellige emner spiller ind, når tilflyttere skal vælge mellem Bornholm og andre mulige steder at bosætte sig. Derfor kommer strategien på samme tid til at handle om job, karriere, boliger, kulturtilbud, fællesskabet i lokalsamfundene – og kommunens image.

Planen lægger både op til at involvere borgerforeningerne som en del af det første lokale netværk for tilflyttere – og til, at kommunen skal informere både mere og bedre, ligesom Borgerservice desuden er tiltænkt rollen som Tilflytterservice. 12 årlige nye velkomstbreve til tilflyttere vil få premiere i januar, ligesom fire årlige Velkommen til Bornholm-arrangementer også er på tegnebrættet.

Selvom Bornholm med planerne vil sætte flere ressourcer ind på at få flere til at flytte til, bringer planerne samtidig kun Bornholm nogenlunde på omgangshøjde med indsatsen i andre kommuner. Hvad Bornholm nu lægger op til at gøre, har i flere eller ligefrem adskillige år været indarbejdet i en hel del andre kommuner, der også satser på at tiltrække tilflyttere.

Dansk Folkeparti var skeptisk torsdag i kommunalbestyrelsen.

– Jeg synes, at det har taget en lille smule overhånd med, at vi skal konkurrere med alle de andre kommuner om tilflyttere, sagde René Danielsson (DF).

Kommunens image skal forbedres

Den kommende strategi består af adskillige dele, og ledige job på Bornholm skal for eksempel være lettere at få øje på. Tilflyttere skal også kunne se, at de også kan gøre karriere på Bornholm.

Samtidig har regionskommunen brug for at forbedre sit image, for en del tilflyttere ser fortsat Bornholm som udkants-Danmark, ligesom dårlige historier om de bornholmske folkeskoler også har sat deres præg. Begge erkendelser var en del af den sag, som kommunalbestyrelsen torsdag sendte videre i systemet.

Også kommunens hjemmeside er på vej mod at blive rettet mere mod tilflyttere. Både i tekst og foto er der planer om at gøre mere ud af de værdier, der som tilflytterne søger på Bornholm. Den grønne ø, naturen, fællesskabet og kulturlivet er inde i billedet som trækplastre. Kommunens hjemmeside skal efter planen desuden levere mere af den grundlæggende information, som tilflytterne søger.

På boligsiden lægger den kommende boligpolitik op til nye boligområder i alle otte byer med bopælspligt. I den mere lavpraktiske ende er planen inden da at skabe en internetportal, der samler ledige boliger.