Eksotiske slanger og edderkopper er omkommet i brand

Bornholms Brandvæsen rykkede torsdag klokken 11.10 ud til en brand i et rækkehus på Sportsvænget i Gudhjem.

Brandmændene blev mødt af åben ild i lejlighedens stue, hvor der stod adskillige terrarier med eksotiske dyr. Branden var tilsyneladende opstået i et varmelegeme i et af terrarierne, vurderer indsatsleder Michael Grønbech-Dam.

– Det var en lille brand, men der var meget kraftig røgudvikling. Vi fik den hurtigt under kontrol, oplyser indsatslederen.

Der var ingen mennesker hjemme. Det var en hjemmehjælper, der så røgen og tilkaldte brandvæsnet. Men flere af terrariernes beboere omkom i branden.

– Det var eksotiske slanger – én meget stor slange – og nogle store edderkopper, der døde, oplyser indsatslederen.