Cirkus Arenas elefanter er sunde og raske – og klar til nyt projekt

Cirkus Arenas tre elefanter, Jenny, Lara og Jungla, der har haft tradition for blandt andet at have hovedrollen i den årlige elefantvask i Kanondalen i Rønne, når cirkus har været i byen, er kommet et vigtigt skridt nærmere deres næste projekt.

Elefanterne har nemlig bestået et omfattende sundhedstjek og har nu papir på, at de alle tre er sunde og raske elefanter.

Det glæder Cirkus Arena, Dyrenes Beskyttelse og Knuthenborg Safaripark, der samarbejdede om sundhedsundersøgelsen, fremgår det af en pressemeddelelse.

Nu kan man nu se fremad i processen om at få en endelig afklaring på cirkuselefanternes fremtid.

– Vi har projekteret et bud på etablering af et elefantanlæg, selvom det ikke er endeligt afklaret, hvor eller hvornår elefanterne skal rejse fra Cirkus Arena. Men når det sker, vil vi gerne sikre, at man ikke pludselig kommer til at stå i en situation, hvor der ikke er nogen, der har gjort det krævende forarbejde, siger Knuthenborg Safariparks chefzoolog Rasmus Nielsen.

Lige nu bor Jenny, Lara og Jungla i deres vinterstald hos Cirkus Arena i Slagelse, men et flertal i Folketinget har besluttet, at vilde dyr i cirkus skal være forbudt. Men hvornår forbuddet træder i kraft for landets tilbageværende cirkuselefanter, er altså endnu ikke på plads.

Står det til de Cirkus Arena, Dyrenes Beskyttelse og Knuthenborg Safaripark, vil man hurtigst muligt samarbejde om endelig afklaring på, om og hvornår cirkuselefanterne skal til Knuthenborg Safaripark.

Der findes en fjerde cirkuselefant, Ramboline, i Cirkus Trapez. Denne er også blevet tilbudt et otium i safariparken.