19 millioner kroner til nyt grønt projekt

Et projekt, der skal udvikle og demonstrere en avanceret dansk batterilagerløsning på Bornholm, er blandt 46 initiativer, som har fået del i støtteprogrammet EUDP. Herfra er der blevet uddelt 234 millioner kroner til at fremme grønne løsninger.

Energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) mener, at pengene er givet godt ud.

– De bidrager med viden om fremtidens grønne projekter, og så bidrager de i allerhøjeste grad med at øge eksporten af energiteknologiske løsninger, siger han.

Projektet på Bornholm, som DTU sammen blandt andet Danfoss og Bornholms Energi og Forsyning står bag, er støttet med 19,2 millioner kroner.