To mænd får ubetinget fængsel for at voldtage 17-årig

Retten på Bornholm har onsdag idømt to mænd hver halvandet års fængsel for voldtægt af en 17-årig pige.

40-årige Rune Jacobsen og 59-årige Jørn Peder Munk er dømt for efter aftale at have begået voldtægten.

De blev dømt stort set efter anklageskriftet, oplyser sagens anklager Anne Moe fra Bornholms Politi. Kun varigheden af overgrebet fandt retten ikke bevist.

Overgrebet fandt ifølge sigtelsen sted 28. september om aftenen i den 40-åriges lejlighed på Aakirkebyvej i Rønne. Den 17-årige kendte den 40-årige på forhånd, men ikke den 59-årige.

De sigtede har erkendt det faktuelle forløb men nægtede begge, at der var tale om voldtægt. De har anket dommen til Øster Landsret.