Scheibye og Lindén: Begrundet håb om styrket psykiatri

Der kan være godt nyt på vej til de bornholmere, der har brug for hjælp hos en praktiserende speciallæge indenfor psykiatrien på Bornholm. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra de to bornholmske regionsrådsmedlemmer Carsten Scheibye (V) og Leila Lindén (S).

I forbindelse med forliget om Region Hovedstadens budget blev der i maj 2016 afsat 900.000 kroner årligt til en praktiserende speciallæge i psykiatri på Bornholm, forklarer de.

Problemet var efterfølgende, at der ikke var praktiserende speciallæger i psykiatri, der viste interesse for at varetage denne opgave, som endda var opslået to gange i 2016 – 2017.

Derfor blev de 900.000 kroner tilført Psykiatrisk Center Bornholm med henblik på, at de skulle finde en løsning. Men desværre var det ikke muligt at finde en sådan specialløsning.

– Nu ser der imidlertid ud til at være speciallæger, som er interesserede i at gå ind i en psykiatrisk speciallægepraksis på Bornholm, og det glæder os rigtig meget at erfare fra vores administration i Region Hovedstaden, siger Carsten Scheibye og Leila Lindén i en fælles udtalelse.

– Derfor er funktionen slået op igen, og vi er orienterede om, at der er kommet en ansøgning. Så nu ser det ud til, at vi bornholmere kan sikres et psykiatrisk tilbud hjemme på Bornholm og ikke længere behøver rejse over for at få psykiatrisk bistand udenfor hospitalsregi/Psykiatrisk Center Bornholm.

– Vi to bornholmske regionsrådsmedlemmer vil naturligvis fortsat følge sagen nøje, og vi håber, det lykkes denne gang, lyder det fra Carsten Scheibye og Leila Lindén.