Nyt destilleri åbner to dage før juleaften

På lørdag – to dage før juleaften – åbner et nyt destilleri på Brovangen i Aakirkeby. Det er Henrik og Sopha Nerst fra restaurant Æblehaven i Snogebæk, der åbner Danmarks 24. gindestilleri med navnet “Wild Distillery“.

Målet er at producere 10.000 flasker gin i 2019, oplyser Henrik Nerst, der kæmper for at få alt på plads i de nye lokaler inden åbningen.

Der er reception – og forhåbentlig også smagsprøver på destilleriets allerførste tapning enebærsgin, fremstillet af enebær fra Ravnedal på Nordbornholm – lørdag den 22. december kl. 13-16 på Brovangen 7. Alle er velkomne.